Konkurrence er en del af sporten og idrættens natur

Børneidræt handler i høj grad om at skabe gode oplevelser, glæde og udvikling - og om at grundlægge gode, alsidige forudsætninger for at være med.

Konkurrence er en del af sporten og idrættens natur og væsen. Der kan være konkurrence i alt, lige fra stafetter og tag-fat-lege i opvarmningen, over små-spil i træningen - til større opvisninger, stævner og kampe. Børn konkurrerer ofte helt naturligt, og nogle gange også, når konkurrence egentlig ikke er en del af det, der sættes i gang. Men ikke alle børn kan lide at konkurrere.

Børn skal lære at kende til - og kunne beherske - deres følelser i forbindelse med konkurrencer, sejre og nederlag. At kunne håndtere at være under pres - og at kunne håndtere at tabe såvel som at vinde - er vigtige kompetencer at besidde, såvel i som uden for idrættens verden. Det er således ikke et spørgsmål om konkurrence eller ikke-konkurrence i børneidrætten. At skåne børn for konkurrence - og dermed mindske deres mulighed for at gøre sig erfaringer med at konkurrere, tabe og vinde - vil være et misforstået hensyn.

Som træner for børn kan du se det at konkurrere som noget, der skal læres – og gerne med dette fokus: at sætte dem i meningsfulde konkurrencesituationer, afstemt ift. alder og niveau. Meningsfuld konkurrence er designet til at afprøve det, som er blevet øvet i træning. Tal med børnene, om deres udvikling og om de færdigheder eller situationer, som skal trænes gennem konkurrencen. Ikke mindst når I tæller point, tager tid - eller på anden måde måler resultatet - er det afgørende, at der fortsat også er fokus på proces og udvikling, fremfor det målbare resultat.

Når en øvelse, en træning eller en kamp er slut, så start fx med at spørge: ”Var det sjovt?” - i stedet for at tale om resultatet eller spørge: "Vandt I?" - eller: "Hvordan gik det?” Dermed fokuserer du på oplevelsen, inden du begynder at tale om præstationen og resultatet. Uanset om svaret er ja eller nej giver det dig anledning til at spørge hvad der var sjovt eller ikke var sjovt. Børnene får mulighed for at sætte ord på deres oplevelse, og du får som træner en bredere og dybere refleksion over - og dialog om - børnenes proces, læring og trivsel i idrætten. Ud over oplevelsen er det en god idé at spørge ind til børnenes udvikling, fx: ”Hvordan gik det med at arbejde med dit smash i dag?” – eller: ”Fik du afprøvet dét, som vi trænede sidste gang, ved kampen i dag?” På den måde sikrer du, at børnene forholder sig til deres egen udvikling, til deres eget niveau og til deres egne procesmål.

Et ensidigt fokus på konkurrencen i sig selv - og i særdeleshed et målrettet resultatfokus - kan komme til at overskygge det meningsgivende formål med såvel træning som kamp. Resultatet risikerer at stjæle opmærksomheden fra den proces, udvikling og læring, der er det helt centrale, når det overordnede mål er, at børn skal opleve glæde og fortsætte deres deltagelse i idrætten. Når der skal læres nye færdigheder, kan det derfor være en god idé at nedtone konkurrencen ved fx at fokusere fuldt på det, der skal læres og undlade at tage tid eller tælle point.

Som træner i børneidrætten er det vigtigt at skabe jævnbyrdighed og lige meget spilletid, såvel til træning som til stævner, kampe og turneringer. Det betyder, at den enkelte oplever udfordring eller modstand på et passende niveau. At skabe jævnbyrdighed stiller store krav til arrangører af opvisninger, stævner og turneringer. Og mindst lige så store krav til dig som træner. Du skal have udvikling, niveau og proces for øje, når du deler eller tilmelder hold. Og du skal holde fast i, at alle skal have lige meget spilletid, også når kampen er tæt, og det brænder på.