Børn lærer bedst ved at være aktive

Kropslige færdigheder udvikler sig og forbedres, hvis de bliver trænet. Sørg for, at så mange som muligt er aktive i din træning, og at færrest muligt kigger på.

.

Anbefalinger

  1. Skab aktivitet - minimér køerne, så flest muligt er aktive
  2. Sæt tid af til, at børnene kan nå at få oplevelsen af, at de kan udføre øvelserne 
  3. Tilpas tempoet til formålet. Teknik kommer før tempo – særligt, når der skal læres nyt 
  4. Øg sværhedsgraden, når en færdighed er automatiseret
  5. Forklar formålet med øvelser og aktiviteter, særligt for de ældste børn. Det er med til at sikre ejerskab.

”Det er dén, der laver noget, der lærer noget.”

Det er en gammel, men gyldig sandhed - ikke mindst, når det kommer til børns læring. Du bliver god til dét, du gør. Du kan ikke udelukkende tale eller tænke dig til at blive dygtigere. Kropslige færdigheder udvikler sig ikke automatisk og forbedres kun, hvis de bliver trænet. Hav derfor øje for, at så mange som muligt er aktive i din træning, og at færrest muligt kigger på.

Kødannelse i træningen kan være uhensigtsmæssig, fordi det kan skabe uro, og fordi det tager tiden fra aktiviteten. At minimere kødannelsen har desuden den fordel, at fornemmelsen af at have et publikum, hvilket nogle børn kan have svært ved at navigere under, forsvinder. Du kan som træner reducere kødannelse ved hjælp af individuelle øvelser, stationstræning, mindre grupper og pararbejde.

Tid er en væsentlig faktor at have for øje i din træning. Hvis børn oplever tidspres forringes betingelserne for læring. Børnene skal have tid til at eksperimentere med aktiviteterne for at have muligheden for at opnå følelsen af at lykkes.  Som grundregel skal hjernen bruge et sted mellem 20-200 gentagelser for at lære nye færdigheder. Når der arbejdes med nye færdigheder, er det derfor særligt vigtigt at skabe tid både til oplevelsen – og til gentagelsen.

Som træner skal du være opmærksom på nogle væsentlige punkter: Hvis alle børnene skal indøve en færdighed inden for et bestemt tidsrum, vil de få et forskelligt antal gentagelser pga. forskelligt niveau og udgangspunkt. Hvis alle børnene derimod skal udføre en øvelse et bestemt antal gange, er der være risiko for, at nogle bliver hurtigt færdige og kommer til at kede sig, mens andre har svært ved at nå i mål. Sidstnævnte kan føle sig udstillet og opleve situationen som et nederlag. Hav derfor ekstra øvelser og aktiviteter i baghånden, til dem, der bliver først færdige.

Tempoet i indøvelsen af en ny færdighed er et andet vigtigt element af have fokus på. En ny færdighed indlæres bedst, når der i starten er mulighed for at træne den langsomt. Efterhånden som en færdighed automatiseres, kan den udføres i et højere tempo, og herfra kan der bygges flere lag ovenpå: Den indlærte færdighed kan udføres sammen med - eller imod - andre, og der kan opsættes forhindringer og/eller tilføres modstand. Ikke alle børn arbejder i samme tempo eller på samme niveau. Det er ideelt, hvis hvert barn kan arbejde i eget tempo og på eget niveau.

Det er vigtigt for børn at vide, hvilke øvelser de skal lave, og hvad formålet med øvelserne er. Særligt de ældste børn vil gerne vide, hvorfor en bestemt færdighed eller detalje er vigtig at lære. Kendskabet til målet – det være sig fx individuel udvikling, opvisning eller kamp – giver barnet mulighed for at følge med i - og præge - sin udvikling, hvilket styrker følelsen af ejerskab og den indre motivation. Børnene kan desuden i højere grad støtte hinanden og dig som træner, hvis de får ejerskab til proces og målsætning. Træneren kan ikke se alle hele tiden. Derfor er det godt, hvis børnene kan være en form for ”hjælpetrænere” for hinanden.

Noget at tænke over

  1. Hvordan kan du organisere træningen, så flest mulige børn er aktive - og ikke står i kø?
  2. Hvordan skaber du tid i din træning til at opleve, øve og prøve?
  3. Skal børnene have lige mange gentagelser - eller lige lang tid - til at træne en given færdighed?
  4. Hvordan kan børnene på dit hold arbejde med udgangspunkt i eget tempo og eget niveau?  
  5. Hvordan sikrer du, at børnene kender til formålet med øvelser og aktiviteter i din træning?