Trænerens formidling er afgørende for børns oplevelse af at gå til idræt

Dét, du som træner fokuserer på, bliver større.

Oversat til idræt betyder det, at hvis du overvejende fokuserer på fejl og på dét, der kunne være bedre, så vil børnene få det samme fokus. Hvis du derimod ser og fremhæver dét, der går godt - eller roser forsøget, når noget næsten går godt, så er det de faktorer, der kommer til at fylde hos børnene. Ros derfor børnene for deres indsats og lad dem mærke, at det ses og anerkendes, når de øver sig, lærer nyt og gør fremskridt.

Din formidling som træner er – sammen med dit valg af øvelser og sværhedsgrad – afgørende for, om dét, du sætter i gang, opleves som værende passende og positive udfordringer hos børnene.

Hvis du som formidler stiller åbne opgaver og lader børnene finde deres egne måder at løse opgaverne på, kan du ikke være sikker på, at de når frem til den løsning, som du på forhånd havde tænkt på. Til gengæld støtter du børnene i at være kreative, og du giver dem plads til leg og medbestemmelse i træningen, hvilket skaber ejerskab og motivation.

At instruere børnene er en anden formidlingsmetode – og ofte en mere direkte vej til at skabe hurtige fremskridt. Ved at følge din instruktion kan børnene se og imitere løsningen og dermed hurtigt få fornemmelsen af at lykkes, hvilket kan være motiverende i sig selv.

Såvel den åbne opgavestiller som instruktøren er formidlingsformer, som trænere benytter sig af i forskellige mængder - alt efter børnegruppe, formål, situation og kontekst. Vær bevidst om, hvornår du benytter dig af hvilken formidlingsform og hav altid de passende og positive udfordringer for øje.

Når du vælger den mere instruerende tilgang til din træning, er der en række råd, som du med fordel kan følge:

Vis

Vis ikke nødvendigvis en perfekt udførelse af øvelsen i fuldt tempo. For nogle børn vil dette virke overvældende og svært opnåeligt. Vis derimod en god, solid udførelse af dét, som I pt. træner. Du kan også lade forskellige børn vise øvelser for de andre, når der er elementer, som de er gode til. Det skal ikke altid kun være den eller de børn, der har bedst styr på øvelsen, der viser noget. De fleste børn vil gerne vise, når der er noget, de kan, og som de er gode til. Det styrker selvtilliden.

Forklar

Brug færrest mulige ord og fremhæv lige netop dét, som du gerne vil have børnene til at øve sig på. Jo yngre børn, desto færre verbale instruktioner, og de alleryngste vil ofte kunne klare sig med at få øvelsen vist. Fortæl, hvad børnene skal gøre fremfor hvad de IKKE skal gøre.

Vis

Vis evt. øvelsen igen, alt efter børnegruppens sammensætning og øvelsens sværhedsgrad.

Observér

Herefter er det vigtigt, at børnene får lov til at arbejde uforstyrret med at øve og træne. De færreste kan rumme både at bevæge sig og lære nyt - og samtidig modtage verbal instruktion. Vent derfor med at give feedback. Børnene har brug for at prøve selv - flere gange - inden du giver feedback. Hvis de selv finder frem til løsningen, vil oplevelsen af succes og ejerskab til færdigheden sandsynligvis være større, end hvis du har hjulpet.

Din opgave som træner i denne fase er at observere og analysere, hvad børnene lykkes med, og hvor de kan blive bedre. Først derefter, når du har barnets opmærksomhed:

Giv feedback. Ros for indsatsen. Anerkend fremskridt.

Du skal fortælle barnet, hvad der gik godt i forsøget, og du skal fortælle, hvad barnet kan prøve at gøre næste gang for at lykkes bedre. Ros og anerkend fx barnet til badmintontræningen for dets bevægelse på banen – og vis det, hvordan det evt. kan time sit slag bedre. Eller ros og anerkend fx barnet til gymnastiktræningen for dets tilløb til et spring – og vis det, hvordan det kan sætte bedre af eller rette sig bedre ud. Vær kort og konkret omkring dét, der kan blive bedre, og tilpas tempo og sværhedsgrad til barnets niveau. "Kom igen" er ikke konkret feedback, men kommentaren kan virke støttende og opmuntrende og dermed motiverende.

Arbejd på at formidle på en måde, hvor du fokuserer på det enkelte barns indsats og fremskridt, og hvor du giver børn medbestemmelse i et trygt fællesskab, hvor de føler sig set, og hvor det gør en forskel, om de kommer eller ej.

Når du som træner følger ovenstående råd vedr. instruktion som formidlingsmetode, vil du over tid forstærke børnenes indre motivation og øge sandsynligheden for, at de fortsætter med at komme - både på kort og på lang sigt.

At udlove belønning eller true med straf som et led i trænerformidlingen kan umiddelbart virke som en nemmere vej til at motivere og skabe fremskridt hos børn, men det er IKKE anbefalelsesværdigt. Straf har ingen plads i børneidræt. At straffe børns indsats med skældud eller måske endda med eksklusion, fysiske øvelser eller ekstratræning er ødelæggende for selvtilliden og glæden ved at deltage. Såvel belønning som straf taler til den ydre motivation, som vi ved, er mere kortsigtet og mindre bæredygtig end den indre motivation.

Hvis du fra tid til anden vælger at bruge belønning, så overvej, hvad du belønner for - og sørg for, at alle har muligheden for at opnå belønningen. Det har de, hvis dét, der belønnes for, fx er at turde afprøve nye færdigheder, at gøre en god indsats eller at støtte de andre børn i at gøre det godt.