Brug leg til at fremme kreativitet
Leg har stor betydning for børns udvikling, og er vigtigt at anvende i træning. Leg kan fremme et idrætsmiljø, hvor kreativitet og proces er i fokus.
Anbefalinger
- Skab plads til leg og kreativitet
- Lad børnene undersøge og eksperimentere med så mange former for bevægelse som muligt
- Stil børnene åbne opgaver, så de selv finder på løsninger
- Vær varsom med at definere en løsning som enten rigtig eller forkert, særligt hos de yngste børn
Alle børn kan føle sig dygtige, når de øver sig, lærer - og i sidste ende mestrer en bestemt færdighed eller aktivitet. At føle sig dygtig vil sige at føle sig god til noget og ikke kun at være blandt de bedste.
Leg er en fantastisk, kreativ øvebane, hvor børn eksperimenterer, udvikler sig og lærer. Børn leger ikke for at lære noget bestemt. De leger, fordi legen giver dem en oplevelse af glæde, spænding og tro på sig selv. Og de leger, fordi de kan få lov til at eksperimentere med krop og sind. Legen er af afgørende betydning for børns udvikling og læring, og derfor er det som træner vigtigt at skabe plads til leg og kreativitet, herunder at lade børnene eksperimentere med bevægelsens mangfoldighed og kroppens mange muligheder.
Leg og kreativitet kan skabes ved at stille åbne opgaver, hvor børnene selv skal finde på løsninger. Åbne opgaver skaber medbestemmelse i processen, og der opstår et større ejerskab, når børnene har haft indflydelse. Dermed stiger følelsen af selvtillid, og i den sidste ende også følelsen af at være dygtig. Dertil kommer, at en færdighed, som er indlært via åben opgaveløsning, har tendens til at blive mindre snævert knyttet til den pågældende disciplin og derfor lettere at overføre til andre aktiviteter og kontekster.
Læring tager ofte længere tid, når der skal skabes plads til leg, kreativitet og åbne opgaver. Børnene kan ende med at finde på løsninger, der ligger tæt op ad dem, som du som træner kunne have vist og lært dem hurtigere og mere effektivt. Derfor kræver det lidt af dig som træner at turde anvende den legende tilgang i din trænerpraksis.
Som træner kan du støtte børnene i at udvikle sig og føle ejerskab. Gennem leg kan du skabe tid og rum til børnenes egne processer. Du kan også være varsom med at definere en løsning, fx udførelsen af en bestemt bevægelse, som værende enten rigtig eller forkert. Hvis børnene får fornemmelse af, at deres egen proces og/eller løsning er forkert, kan det lukke ned for følelsen af ejerskab, medbestemmelse og dygtighed. Hele eller dele af træningen kan indrettes, så børnene kan være kreative, udforske og finde egne løsninger.
Da legen har stor betydning for børns udvikling, er det vigtigt, at du som træner er god til at anvende legen i din træning, og at du med legen som redskab har som ambition at skabe et idrætsmiljø, hvor kreativitet og proces er i fokus.
Noget at tænke over
- Hvordan skaber du plads til leg og kreativitet i din træning?
- Sætter du tid af til fri leg i din træning? Hvorfor? Hvorfor ikke?
- Hvilke åbne opgaver kan du stille børnene?
- Hvilke muligheder har børnene for at finde deres egne løsninger i din træning?
- Hvordan giver du feedback på børnenes løsninger?