Brug passende ord i passende mængder med passende timing
Idrættens verden er fyldt med ord og begreber, som er vigtige for at lære, forstå og deltage aktivt. Børn, og særligt de yngste, lærer fint ved at se og efterligne hvad træneren gør. Brug passende ord i passende mængder med passende timing, når du træner børn.
Anbefalinger
- Sig, hvad du gør - og gør, hvad du siger
- Brug kendte og præcise ord i passende mængder med passende timing
- Særligt for begyndere: Forklar alting helt forfra
”Sig, hvad du gør – og gør, hvad du siger.”
Jo yngre børn er, desto færre sproglige instruktioner har de brug for. De kan generelt ikke rumme ord og begreber i for store mængder ad gangen. Til gengæld er de dygtige til at efterligne (at imitere og mime), hvis de får vist en øvelse. Ikke mindst er de kreative og kan lide at finde deres egne måder at udføre øvelserne på, hvilket styrker deres ejerskab til øvelserne.
Over for yngre børn skal du være særligt opmærksom på kort at sige, hvad du gør – og udførligt at gøre, hvad du siger. Lad derefter børnene selv eksperimentere med øvelserne og finde frem til deres egne løsninger.
Det er vigtigt, at du som træner bruger kendte og præcise ord og begreber - og at du doserer dem i passende mængder med passende timing. Vær bevidst om, hvilke ord og begreber børnene kan forstå - og brug disse.
Vær samtidig bevidst om, hvornår børnene - jf. alder, udvikling og sammensætning - er klar til, at der kan skrues op for mængden af forklaring i træningen, herunder at der kan tilføjes nye ord og begreber.
Det er vigtigt og nødvendigt at lære børn nye ord og begreber, efterhånden som de udvikler sig og er klar til at tage det næste skridt. Husk at forklare – og at vise - hvad ordene betyder, også de ord og begreber, som for dig og de mere erfarne på holdet er helt selvfølgelige. Børn bliver forvirrede og usikre, når de er tvivl om, hvad træneren mener.
Særligt som nybegynder eller senstarter kan du blive bragt i forlegenhed eller føle dig udenfor, hvis du føler, at du er den eneste, der ikke forstår, hvad der menes med det, som træneren siger. Som nybegynder i en idræt kan du undre dig over, hvordan fx ”gadedrengeløb” ser ud, og du kan være usikker på, hvordan det skal udføres. ”Araberspring” og ”flikflak” kan lyde meget eksotisk for en senstarter til gymnastik; Hvordan gøres det lige?
Og i boldspil er begreber som ”bredde” og ”dybde” nogle, der for en ny på holdet kræver en god forklaring. Og ikke mindst linjerne på gulvet i idrætshallen; Hvad er deres funktion, og hvorledes anvendes de i de forskellige spil, som spilles på banerne?
Hvis børnene forstår de ord og begreber, som du bruger i din træning – og i øvrigt er klar til at tage dem i brug - er der større sandsynlighed for, at de vil deltage og engagere sig. Omvendt kan børnene blive forvirrede og med tiden føle sig forkerte og fremmedgjorte, hvis de ikke forstår de ord, begreber, regler og rammer, som du anvender.
Disse anbefalinger er især værd at være opmærksom på, hvis du har med en uhomogen gruppe af deltagere at gøre.
Noget at tænke over
- Kender de børn, du træner, de ord og begreber, du bruger i din træning?
- Hvornår skal de børn, du træner, have forklaret en øvelse – og hvornår skal de have den vist?
- Hvordan introducerer du nybegyndere til ord og begreber i din idræt?