Skab passende og positive udfordringer til alle børn

Trænerens vigtigste opgave er at skabe de bedste rammer for børns udvikling i et trygt og anerkendende miljø. Ros børn når de gør deres bedste, og anerkend når de udvikler sig fra deres eget niveau.

Anbefalinger

  1. Skab passende og positive udfordringer til alle børn, uanset evner og ambitioner 
  2. Ros for at gøre forsøget - og for at prøve igen og igen
  3. Ros for at afprøve nye færdigheder, aktiviteter og øvelser
  4. Ros for at gøre sit bedste - både når det lykkes, og når det ikke lykkes 
  5. Ros for at gøre fremskridt med udgangspunkt i eget niveau

Trænerens vigtigste opgave er at skabe passende og positive udfordringer til alle børn.

Hvis træneren stiller for store krav til børnene vil børnene på kort sigt blive nervøse og tilbageholdende. Omvendt vil for små krav og udfordringer medføre kedsomhed og mangel på udvikling. Begge dele kan på længere sigt påvirke børnenes lyst til at deltage, og i sidste ende kan det komme til at betyde fravalg og frafald.

Børn skal have mulighed for at afprøve og udvikle alsidige, kropslige færdigheder på en måde, hvor de bliver rost og værdsat for forsøget. Så vil selvtilliden vokse, og det samme vil modet til at afprøve nye færdigheder, aktiviteter og øvelser. Motivationen - og dermed også sandsynligheden for, at børn vælger at fortsætte deres deltagelse i idræt - vil hermed øges.

Selvtillid skabes via en praksis, som er både sjov og udfordrende, og som rummer oplevelser af at lykkes og giver plads til at fejle. Børn kan og skal ikke lykkes hele tiden. En del af at lære og udvikle sig er at møde og afprøve dét, man endnu ikke kan mestre. Når det sker, opstår fejl. Som træner er det en kunst at gøre det til en god oplevelse både at lykkes og en naturlig ting at fejle på vejen dertil.

Her kommer ros ind som en god tilgang. Det er vigtigt at rose, både når børn lykkes, og når de forsøger at lære nyt. En ambition for træneren kan være, at alle børn til hver træning og/eller kamp skal have mindst én oplevelse af succes, bliver set og rost - og én oplevelse med at fejle, som bliver set og rost for forsøget.

Børn har forskellige udgangspunkter for at lære og udvikle sig. Som træner er dine valg af øvelser, din organisering og samtidig din tilpasning af sværhedsgrad afgørende og centrale faktorer ift., om træningen giver børnene passende - og ikke mindst positive - udfordringer. Det er værd at bemærke, at for de mindst erfarne børn skal udfordringen være tilpas LILLE, mens den for de dygtigste skal være tilpas STOR.

Hvis træningen tilrettelægges med en ambition om at skabe passende og positive udfordringer, vil du med stor sandsynlighed opnå et trygt og anerkendende miljø. Samtidig skaber du de bedste rammer for alle børns udvikling med udgangspunkt i den enkeltes niveau.

Noget at tænke over

  1. Hvordan udfordrer du børn med forskellige evner og ambitioner?
  2. Hvad roser du for?
  3. Får ALLE mindst én oplevelse af såvel at lykkes som at fejle i din træning?
  4. Bliver det set og rost af dig som træner?
  5. Hvordan har du øje for den enkeltes niveau og udvikling i tilrettelæggelsen af din træning?