Job indenfor esport: Pro, streamer, netværk og strøm

Er du en ørn til gaming og teknik, og drømmer du om en fremtid, hvor du kan arbejde med din passion? Så få her vores bedste råd til, hvad du kan gøre allerede i dag.

Spiller: Hvis du vil være all-star-pro-player

Spil bedre, så vil nogen ansætte dig. Ej, det er selvfølgelig skrevet med et glimt i øjet. Som med fodbold og mange andre sportsgrene er det ekstremt få, som kan leve af deres sport. Er du en af dem, som virkelig vil, så er der flere akademier at se imod. Sørby Esport, Campus Vejle, Tricked, Aab Esport og en masse andre.

Du kender dem sikkert allerede – et lille tip vil dog være, at du begynder at kende lederne; dem med ansvaret. Hvilke personer er det reelt, der beslutter, hvem der skal spille for holdet? Når du kender dem, så sørg for, at de lærer dig at kende. Men endnu vigtigere - sørg for, at du har fokus på din udvikling, og at du er et sted, fx i en forening eller i en organisation, som er stabil. Det gør din udvikling stærkere. Sidst kan du også kontakte folk, som arbejder med talentudvikling i esport for at optimere dine præstationer endnu mere.

Søvn, motion, sund kost, vand, aktiviteter væk fra skærmen, gode venner og en støttende familie er alle faktorer, som spiller ind på, hvor godt du klarer dig som esportsspiller. Vær dedikeret og brug meget tid på at spille og træne. Hav disciplin - brug tiden rigtigt, så du optimerer dine muligheder for at blive en dygtig spiller.

Mange skoler tilbyder linjer med esport, mange foreninger og klubber har gode esportstilbud, som er værd at gå efter. Find en esportsforening nær dig.

Streamer: Hvis du vil arbejde med streaming – så gør det

Se lidt på VIPR og Streamhouse, de tilbyder at komme ud til et arrangement og livestreame / broadcaste. Det kræver noget viden om spillene, hvis du skal klippe feeds. Vil du udvikle systemer, skal du have viden om softwareudvikling. Brænder du for billeder og video, er erfaring med foto eller videoredigering en fordel. Har du viden om lyd og stemning, kan du arbejde med at lave god lyd.

Måske du ved noget om at streame, eller måske du synes det er super spændende. Du kan med fordel kontakte din lokale esportsforening og tilbyde, at du begynder at stå for deres stream og opbygge en kanal på fx YouTube eller Twitch. Vis hvad du kan, og hvad du er værd.

Du kan også kontakte dem, som laver god streaming i dag, og tilbyde din hjælp med de kompetencer du har, og på den måde vise hvad du kan, og hvad du er værd.

Sådan kan du skabe din egen berettigelse og måske dit eget job. Det er ikke sikkert, at du kan tjene en million om måneden med det samme, men det kan være en vej ind i esporten som erhverv.

Netværk og strøm: Hvis du vil arbejde med el, data og esport – sæt strøm til noget!

Det kan være, at du har interesse i esport og ved noget om netværk, data eller el – så er der brug for dig! De fleste foreninger, organisationer og LANS / events har brug for mennesker, der ved noget om teknik. Der er brug for gode elektrikere og samarbejder med installatører. Der er brug for dygtige netværksfolk, der kan få netværk, firewalls, switches, servere og ja, internet til at spille. Der er brug for mennesker, der ved noget om data, pakker, downloads, firewalls og datasikkerhed.

Måske har du en uddannelse, der kvalificerer dig til at arbejde med noget af ovenstående. Det kan også være, at du er selvlært eller bare er interesseret i at ”hjælpe”. Uanset hvad, så kan du gøre et par ting her og nu: Du kan se i dit lokalområde, om der skulle være foreninger, klubber, skoler eller events, som kan bruge dine kompetencer. Du kan også se efter de større events, fx NPF, Copenhagen Games og GGW, og tilbyde din hjælp. Eller mod virksomheder, som udlejer LAN udstyr, fx Lej et Lan og hjælpe til her.

Alle steder vil du have mulighed for at tilbyde din hjælp frivilligt, og lige så stille skabe værdi og vise hvad du kan. Er du uddannet elektriker, er det måske lidt lettere at komme ind hos et større event og få en timeløn. Uanset hvad, er el, data og netværk et område, som ikke bliver mindre, og et område som efterspørger mennesker med særlige kompetencer.

Næste skridt

De fleste i esport har en fortid i esport. De har enten spillet meget, været holdejere, arbejdet med sponsorater, økonomi, events eller lavet turneringer. De har vist deres værd. De har skabt et netværk, så andre ved, hvem de er. De har gjort en forskel – men vigtigst – så har de skabt og dokumenteret så meget værdi, at det vil andre betale for. Heri opstår dit næste job i esport.

Du kan altid kontakte din lokale DGI landsdel eller din lokale forening og tilbyde din hjælp som frivillig inden for dit speciale. Eller kontakte de større events og tilbyde din hjælp som frivillig. 

Det vigtigste er, at du gør noget. At du kender nogen. At du er positiv og ikke siger: ”Øv, hvorfor vil ingen have mig”. Vi kan aldrig pege på andre og blaime dem. Det vil til alle tider være vores eget ansvar at finde beskæftigelse. Gør du intet, sker der intet. Vær proaktiv, ager selvstændigt og skab det, du gerne vil arbejde med. Pludselig opstår muligheden.