Sådan kommer I igang med esport

Her er 5 gode råd til at komme igang i jeres forening

Afklaring

En stærk esportsforening eller afdeling opstår ikke af sig selv - Det er et fælles projekt. Det første for jer er at få afklaret, om I vil esport – og hvorfor. Der skal være nogen til at drive projektet. Og et ønske om at udvikle klubben.

Projektbeskrivelse

Få nedsat en projektgruppe eller et esportsudvalg, der arbejder videre med projektet. Første opgave er at få lavet en projektbeskrivelse. Her skal blandt andet indgå, hvorfor I vil esport, noget om målgrupper, forventet medlemsvækst, evt. samarbejde med andre lokale aktører og økonomi. Jo grundigere I har arbejdet med projektbeskrivelsen, jo lettere kommer I videre med fx ansøgninger til fonde og puljer.

Få indhentet tilbud

Det er en god ide tidligt i processen at få indhentet et tilbud på jeres projekt. Så ved I, hvor meget I skal budgettere med og hvad der skal til, for at komme i mål med udstyr, lokaler og andre materialer. Sammen med vores samarbejdspartnere hos Elgiganten er vi altid klar på at hjælpe jer videre.

Dialog med kommunen

Kommunen er en vigtig samarbejdspartner i projektet. Få dialogen i gang med dem tidligt. De skal kunne mærke jeres energi for dette projekt, og jeres ambitioner fra projektbeskrivelsen er vigtige her. Kommunen er særligt vigtige, når det kommer til lokaler, økonomisk støtte og muligheder i lokalområdet.

Økonomi

Med mindre i selv har alle midlerne på kistebunden, skal I have fundet finansieringen. I skal altså i gang med at finde de rigtige fonde og puljer, der kan støtte jeres projekt, så I kan rejse de midler, der skal til. Vi hjælper gerne med erfaringer og sparring på denne del. Læs mere her om fonde og puljer her.

Vi er klar til at sparre med og rådgive jer, uanset hvilken fase I er i. Kontakt os i DGI, og lad os komme godt i gang med projektet!