Vinden drillede i finalen: Her er vinderne fra DM ungdom 50m
Finalestævnet for DM ungdom på 50, 200 og 300 meter er forbi og bød på en masse seværdig skydning. I juniorfinalen på 50m drev vinden tilmed gæk med skytterne og gjorde finalen ekstra spændende.
Emil Kjærsgaard Jørgensen kan fremover kalde sig Danmarksmester i skydning. Riffelskytten fra Jelling fS løb nemlig med guldmedaljen i juniorrækken på 50 meter på finaledagen til DM-stævnet i Vingsted. Men finalen i juniorrækken gav spænding til det sidste, selvom Emil Kjærsgaard Jørgensen startede finaleskydningen med 399 point, et helt point foran de ni andre deltagere.
Vindermargenen endte dog med at blive sølle 0,1 point, da Emil Kjærsgaard Jørgensen skød 501,7 mod Mikkel Kanniks 501,6. Forspringet skrumpede stille og roligt undervejs i finalen, hvor skytterne til tider blev påvirket af en drillende vind. Nogle gange var der en hård blæst ind over skydebanen, blandt andet under indskydningen, mens den andre gange var helt fraværende.
"Det var lidt hårdt her til sidst, der var meget vind," afslørede Emil Kjærsgaard Jørgensen da også selv umiddelbart efter finalen.
Havde luret på godt resultat
Det fortalte han til Anton Christensen fra DGI Nordjylland Skydning, der som den ene af de to værter dækkede hele DM Ungdom-finaledagen på livestream til DGI Skydnings Facebookside.
Emil Kjærsgaard Jørgensen endte som sagt med at vinde med 0,1 point over Mikkel Kannik fra Ølstykke Skytteforening, der havde en flot finaleskydning, og Peter Bär fra Grænseegnens Skytteforening på 3. pladsen. Juniorvinderen var lidt overvældet over resultatet, men han havde faktisk luret lidt på det, fortalte han.
"Jeg havde en formodning om, at jeg ville ligge til blandt de første," sagde Emil Kjærsgaard Jørgensen.
To års erfaring var nok til guld
I børneklassen på 50m var der guld til 13-årige Mikkeline Vibe Christensen fra Helle Skytteforening. Hun tog guldet med 504,4 point foran Mikkel Henriksen fra Ravnsborg Skytteforening med 503,8 point, mens Sune Grøn Bendixen fra Hjørring Skytteforening tog sig af bronzen med 503,6.
Mikkeline Vibe Christensen har tilsyneladende et vist talent for at skyde, for hun startede først til skydning gennem Skole DM for to år siden. Længere tid skulle hun altså ikke bruge på at komme helt til tops.
"Jeg træner to gange om ugen, en time ad gangen," fortalte den nyslåede DM-vinder efterfølgende.