Unge får udbytte af Projekt Ung
Søskendepar har vundet bedre skydeevner og selvtillid.
Hverken Jennie eller Jackie Carvinius er i tvivl om gevinsten ved at deltage i Projekt Ung i DGI Sydvest. Søskendeparret fra Sdr. Omme Skytteforening siger som med én stemme:
"Vi har lært at skyde på en ny og mere afslappet måde. Og så har vi fået nye kammerater og mere selvtillid."
Begge deltager i årets første DM-weekend på 15 m i Vingsted. Og begge oplevede et svært skifte fra at være dygtige børneskytter med megen praktisk hjælp til at være selvhjulpne juniorskytter.
Som deres mor Vibeke Corvinius udtrykker det:
"I lang tid græd Jennie hver gang hun kom hjem fra træning, fordi det var sådan et knæk at rykke op til juniorklassen."
Ud af mobning
Begge søskende var dygtige skytter som børn med masser af pokaler og medaljer hjemme på værelset.
Men skridtet fra at vinde konstant til at slutte på 10. eller 15. pladsen ved hvert stævne, slog dem ud.
Samtidig mødte de begge ihærdig mobning fra andre unge på deres skole. Som tilflyttere fra Sjælland til Sdr. Omme blev de bl.a. hængt ud som dem, der kom fra Djævleøen og det, der var værre.
Et møde med skoleskydning førte dem dog ind på et andet spor.
"Jeg kunne bruge skydningen til at stresse af og begyndte også at møde andre unge med samme interesse," fortæller 16-årige Jackie Corvinius.
Fakta om Projekt Ung
- Projekt ung er et projekt for 14-20 årige salon/luftriffel skytter.
- Ved flere heldags-samlinger inspireres de unge til at udvikle sig som skytter og personligt ved at lære nyt om at skyde bedre via fokus på motion, åndedræt, sigte/aftræk.
- P Ung tilbydes i flere af DGIs landsdelsforeninger.
- Målet er at lære de unge nye træningsmetoder, at styrke deres sociale sammenhold og at fastholde de unge skytter i overgangen fra junior til ungdomsklassen.
Ny måde at skyde på
Sidste år dukkede Projekt Ung igen op i DGI Sydvest. Et projekt der tilbyder unge skytter mellem 14-20 år at deltage i tre eller flere én-dagssamlinger med det formål at lære dem at skyde bedre og at udvide de unges sociale sammenhold.
De unge i projektet mødes på tværs af deres foreninger.
DGI Sydvest satte projektet i gang for at fastholde de 101 unge skytter, der er i landsdelsforeningen.
Om udbyttet af de foreløbige tre samlinger siger Jennie Corvinius på 14 år:
"Jeg er blevet en bedre skytte med mere selvtillid i min skydning efter at have lært at skyde på en ny måde ved at lukke støjen mere ude. Alt jeg lærte som børneskytte, er ændret i dag."
En social gevinst
Mindst lige så vigtigt er en anden ting, Jennie Corvinius har lært.
"Jeg er glad for at have fået et nyt fællesskab. Jeg er begyndt at lukke op for mig selv og har fået nye venskaber, blandt andet en ny veninde."
Hendes bror, Jackie, er enig.
"Jeg møder nye mennesker til skydning og det river mig væk fra at sidde bag en computer. Noget jeg ellers gjorde meget."
På skydebanen har øvelserne i Projekt Ung givet dem et stort udbytte.
"Vi lærer at slappe bedre af ved at trække vejret rigtigt. Vi lærer også at tage et skud ad gangen, så vi ikke lader et årligt skud påvirke en hel skydning," forklarer Jackie Corvinius.
Han har netop vundet guld ved landsdelsmesterskaberne i DGI Sydvest.
Et skridt videre
På et tidspunkt gav Jackie og Jennies jævnlige gang i skytteforeningen deres far og mor lyst til at gå til skydning også.
Deres far skyder stadig, mens mor er stoppet.
"Men jeg kan tydeligt mærke, at de har fået mere selvtillid af at have deltaget i projektet. Især da der ikke er ret megen træningshjælp for juniorerne at hente i skytteforeningerne. Det bruger vi Projekt Ung til," siger Vibeke Corvinius, mor til de to unge skytter.
Begge har flyttet sig så meget personligt og som skytter, at Jennie Corvinius med opbakning kan sige:
"Uden Projekt Ung havde jeg ikke gjort det så godt som jeg gør i dag."
Derfor har de også fået sig en ny ambition, som hun udtrykker med ordene:
"En dag vil vi gerne hjælpe yngre skytter med vores erfaringer fra Projekt Ung."