DM ungdom: Debutanter på sjov tur

Unge skytter fra Samsø kombinerer skydning med det sjove.

Ida Melvej Larsen fra Samsø Skytteforening, til venstre, skød sig ind i finalestævnet ved DM 15 m riffel for ungdom Foto: Gregers Kirdorf

Tidsplanen må ikke vælte søndag ved DM i 15 m riffelskydning for ungdom i Vingsted. Gør den det, når de unge skytter fra Samsø ikke forbi McDonalds i Vejle på vej mod færgen hjem.

Stoppet er en vigtig del af DM-weekenden, da fastfood-restauranten ikke findes på øen. Men den er en fast del af Samsø Skytteforenings tur til fastlandet, der gerne skal kombinere det sjove med selve skydningen.

På samme måde er svømmehallen i Vingsted populær blandt Samsøs unge skytter, da der heller ingen svømmehal er på øen. Så bassinet bliver ivrigt besøgt i DM-weekenden.

"Denne gang har vi seks biler fyldt op med unge skytter og ledere, så vi gør en tur ud af det. Der skal være nok hjælpere med for at gøre DM til en god oplevelse for de unge," fortæller Jenny Bissø fra bestyrelsen.

Mødet med andre

Blandt Samsø Skytteforenings 17 deltagere ved DM, var fire, som blev fanget af skydning efter at have prøvet skoleskydning i 2014.

Alle levede op til deres bedste ved DM, mens 12-årige Ida Melvej Larsen kæmpede med en forkølelse i sine skydninger.

Men jeg er glad for, at jeg tog med til Vingsted, især fordi jeg møder andre skytter og kan se, hvor dygtige de er blevet," fortæller hun.

Roen motiverer

Ida Melvej Larsen har elsket at gå til skydetræning siden hun var lille. Men hun droppede idrætten det meste af 2014, indtil hun for nyligt tog sin riffel op igen, da lillesøsteren Emma begyndte at skyde.

"Jeg fandt ud af, at jeg var god til at skyde. Det jeg kan lide skydning for er, at man kan blive bedre og bedre. Jeg går også til håndbold og tennis, men jeg kan lide skydning, fordi man ikke skal løbe rundt. Jeg kan lide roen i det," forklarer hun.

Samtidig går såvel hendes mor som far til skydning på øen, hvor skydning i mange år har haft et stærkt fodfæste.

"Vi piger, der skyder sammen, snakker om skydning i skolen, spørger hinanden, hvor det gik sidst og roser hinanden for gode resultater, siger hun om det fællesskab, hun oplever på øen."

Åbne baner

Ida Melvej Larsen finder også god inspiration i foreningens faciliteter.

"Vores skydebaner er altid åbne, så jeg kan skydetræne, når jeg vil, for eksempel efter skoletid," fortæller hun.

Hendes opfattelse bakkes op af Jenny Bissø fra bestyrelsen.

"Det gode klubliv giver lidt sig selv, når medlemmerne kan lide at komme i klubben, og vi er nogle ledere, der altid er der."