DM BK og Junior: Det handler også om den gode oplevelse

Selvom DM handler om resultater, er der også plads til hygge. Sådan er det for Vita Bärs familie, der var i Vingsted i weekenden.

Bjørn Bär til venstre er tilfreds med lørdagens skydning. Men DM handler ligeså meget om hygge, mener han. Foto: Oline Erfurth Eskebjerg

Skydning er en familiesag. Sådan er det i hvert fald, hvis du kommer fra Grænseegnens Skytteforening. De er taget til DM i Vingsted denne weekend for at bakke op om de ni skytter, de har sendt afsted.

Læs også: Øg din træfsikkerhed ved at træne nulpunktet

Med som støtte er mor til to skytter, Vita Bär. Hun sidder nu og venter på, at begge hendes sønner, Bjørn og Peter, kommer ud fra at have skudt 200m. Hun har flere gange været henne og kigge på tilskuerskiverne i vinduerne ud for banerne i Vingsted.

”En af fordelene ved DM-weekenderne er, at det er ret tilskuerminded, når der er de her skiver, du kan følge med på. Så er det sjovt at følge med,” siger Vita Bär.

Vingsted skal være en god oplevelse

Men det vigtigste for familien, når de er afsted til DM, er ikke at sønnerne klarer sig godt, selvom det også er vigtigt. De vil helst have en god oplevelse, når de er afsted. Det er også noget foreningen går højt op i.

”Foreningen vil gerne have, at skytterne skyder mere end én gang. For på den måde er der større sandsynlighed for, at de kommer hjem med en god oplevelse. Hvis de kun skyder én gang, og det ikke går godt, så går de hjem med en ærgerlig fornemmelse,” siger Vita Bär.

Og netop det er sket for Vita Bärs sønner. De har nemlig begge skudt langt bedre søndag, end de gjorde lørdag. Det er en stolt mor, der peger på sønnen Bjørn, da han kommer ud fra skydebanen med 150 point.

”Så slipper hans kæreste også for at høre på hans brok resten af dagen,” siger Vita Bär med et grin.

Det har været rigtig hyggeligt med camping om aftenen, og der er næsten altid noget at lave, også når du ikke skyder,

Bjørn Bär, DM deltager

Sønnen selv er også godt tilfreds med weekenden.

”Den har skydning for mig har helt klart været højdepunkt,” siger Bjørn Bär.

Læs også: Sammenholdet får Randers-juniorer til at flyve

Han har lige fået ny handske i går, og det er første gang, han skyder med den. Og det er vidst heller ikke sidste gang.

Hyggen bidrager til oplevelsen

Men Bjørn Bär mener også, at det er hyggen, der tæller, når familien er afsted til DM.

”Udover skydningen har jeg også haft en god weekend. Det har været rigtig hyggeligt med camping om aftenen, og der er næsten altid noget at lave, også når du ikke skyder,” siger Bjørn Bär.

Grænseegnens Skytteforening har to campingvogne med til Vingsted, hvor hele foreningen lørdag aften sad og grillede. Hele Vita Bärs familie er med, ligesom mange andre i foreningen også har familie med. Og det er ikke fjernt fra hverdagen.

”Når du spiller håndbold eller fodbold, så afleverer du som forælder bare dit barn. Det gør du ikke i skydning. Der er meget mere tradition for at blive siddende i klubben og hyggesnakke,” siger hun.

Men selvom hyggen og samværet er vigtigt, så handler det hele trods alt om skydning.

”Jeg får da ondt i maven, når mine sønner er inde og skyde. Der er virkelig meget nerver på, når vi sidder og kigger på skærmene,” siger Vita Bär.