De to bogstaver DM øger presset
To unge Viborg-skytter nyder udfordringen og snakken med andre ved DM.
Rasmus Nordbjerg Fisker fra Viborg Skf ærgrede sig lidt efter at have skudt sin serie med luftriflen ved DM i Vingsted. Skuddene havde ikke ligget så præcist, som han havde drømt om.
"Jeg finder ro i selve skydningen, men indimellem skal jeg kæmpe hårdt for at finde den ro. Jeg har en tendens til at tænke for meget på mine holdkammerater og hvordan det går dem," forklarer han.
Ved siden af havde en klubkammerat svært ved at tøjle sit temperament under skydningen.
"Når sådan noget sker, har jeg tendens til at tænke de andre og vil gerne hjælpe dem," siger han.
For perfektionister
På hans anden side står en anden klubkammerat, Morten Bjørn. Han ser anderledes på det.
"Jeg holder fuldt fokus på at gøre det rigtige op til og under en skydning. Jeg tager den som en udfordring," siger han.
Når den 23-årige skytte skal sige, hvad der driver ham til at finde fokus, svarer han:
"Det er viljen til at se min skydning gå fremad og at se fremskridt."
Som 24-årige Rasmus Nordbjerg Fisker tilføjer:
"Så er skydning en sport for perfektionisterne, både skydnings- og stillingsmæssigt. Men mentaltræning er først nu ved at vinde indpas, selv om det mentale udgør en stor del af skydning.
God hyggetid
Begge skytter nyder DM-weekenden, både for konkurrencens skyld og for hyggens skyld.
Hvad angår det første er de enige om, at alene det at deltage ved DM skaber et større pres på dem som skytter.
"Jeg ved, at jeg ikke har en jordisk chance for at vinde, men jeg anstrenger mig lidt mere. Så de to bogstaver DM betyder noget særligt," siger Morten Bjørn.
Den anden side af at deltage i DM i en weekend, er de mange timer mellem skydningerne. Det er den tid, der kan hygges igennem med andre.
Eller som Morten Bjørn udtrykker det:
"Det der gør, at jeg bliver en weekend, er, at jeg møder de andre skytter og får en sludder med dem."
Vigtigt samvær
Sådan har Rasmus Nordbjerg Fisker det også.
"Jeg bruger også mange timer på at snakke med dem, jeg kender. Vi er alle samlet ét sted og det er måske det, jeg glæder mig mest over ved et DM, især når jeg kan møde dem fra klubben på en anden måde end vi gør derhjemme."
Værdien af det sociale samvær med andre skytter er noget, de er vokset op med hjemme i Viborg Skf.
Begge skytter har skudt i 10 år og begge fremhæver to ting, der skaber det gode sammenhold i en klub: Varieret træning og en stemning af åben hygge for alle.