Brødrepar dystede om DM-medaljer: "Vi hjælper hinanden mentalt"

Det kan både være en fordel og en ulempe at have søskende ved sin side, når man skyder for en medalje. Det mener to brødrepar, der begge nåede finalerne til DM 15m ungdom.

Skydning er tilsyneladende indpodet i DNA’et hos både familien Grøn Bendixen og Rogert Pedersen fra henholdsvis Hjørring og Næstved. I hvert fald kvalificerede både storebror og lillebror fra begge familier sig til finalerne i henholdsvis børne- og juniorklassen under weekendens DM 15m-stævne i Vingsted.

Læs også: Frederikssund-drenge overraskede sig selv og skød sig til guld

For Thomas Grøn Bendixen blev søndagens finale en særdeles positiv oplevelse på det personlige plan, da han skød sig til guld i juniorklassen. Selvom lillebror Sune Grøn Bendixen sluttede på en 14. plads i børneklassen, behøver han ikke kigge misundeligt på sin storebror, da han vandt DM-guld i cal. 22 på 50m i 2018. Og det er en klar fordel at have hinanden at spare med, lyder det samstemmende fra de to brødre.

"Vi er rigtig gode til at støtte hinanden i det mentale, når vi er til stævne. Nu skyder vi godt nok i hver sin klasse, og det betyder selvfølgelig, at vi ikke er direkte konkurrenter endnu, men selv det tror jeg ikke bliver et problem," siger Thomas Grøn Bendixen.

'Knuckles' giver fokus

De to nordjyske brødre fra Hjørring Skytteforening har også udviklet et ritual, inden de går ind til en konkurrence. Det hjælper dem til at sætte sig op til en skydning, hvor selv et lille koncentrationssvigt kan betyde forskellen mellem top og bund.

"Vi giver altid 'knuckles' lige inden konkurrencen. Det skærper lige vores fokus på, at ’nu er det nu’. På den måde er vi gode til at sætte hinanden op og holde fokus på skydningen," fortæller Sune Grøn Bendixen.

Men familierelationen skal man glemme, når først man står i skydeboksen. For hvis man tænker for meget på sin bror, og hvordan han klarer det, så ryger ens eget fokus, siger Thomas Grøn Bendixen. Og den erfaring har Jonas og Mikkel Rogert Pedersen fra Næstved Skytteforening også gjort sig.

Læs også: Sidste års 2’er tog guldet med hjem

Rivalisering på godt og ondt

For dem er skydning en integreret del af familien. En interesse, der er gået i arv fra deres far og farfar. Og den kærlige rivalisering brødre i mellem, kan både være en fordel og en ulempe, fortæller de.

"Det er fedt at have en at træne med, og som man kan måle sig op imod til træningen," siger storebror Jonas Rogert Pedersen.

"Men det er ikke altid positivt, for det skal ikke stjæle fokus under skydningen. Hvis jeg spekulerer for meget over, hvordan min storebror klarer sig, så mister jeg selv fokus. Så når jeg skyder, forsøger jeg altid at rense hovedet som til træning," supplerer Mikkel Rogert Pedersen.

De to brødre sluttede henholdsvis på en 6. plads i juniorfinalen og en 14. plads i børneklassen.