Drejebog til buestævne
Vil I afholde et buestævne i din forening? Er du i tvivl om I har husket det hele? Denne drejebog guider jer gennem planlægningen og afholdelsen af et buestævne.
Det kan være en mundfuld for nye bueforeninger at organisere et buestævne, hvis man ikke har prøvet det før. Både skytter, trænere og foreningens bestyrelse kan være ivrige efter at stable sådan et arrangement på benene, men hvor skal man begynde?
Denne stævnedrejebog vil guide dig gennem processen fra de første overvejelser, den praktiske planlægning frem til selve stævnedagen, og hvordan man runder godt af med input fra de frivillige, så næste stævne bliver endnu bedre.
Det er vigtigt tidligt i forløbet at spørge dig selv og de andre i arbejdsgruppen, hvorfor I ønsker at holde et stævne:
Et privat stævne forbeholdt egne medlemmer kan være fantastisk til at styrke sammenholdet med bue og pil. Det kan også være foreningen og naboforeningerne vil gå sammen om at skabe mere synlighed for buesporten og invitere publikum og presse til at deltage.
Eller måske skal I bruge lidt kroner til klubkassen for at kunne udvikle faciliteter og arrangementer. Det kan et større regionalt stævne med mange skytter, hjælpere, publikummer, sagtens hjælpe med.
Tips til at få gang i processen
Herunder har vi oplistet en række tips, der kan hjælpe med at sætte gang i de første tanker:
-
Giv jer selv mindst et halvt år til forberedelserne og markedsføring.
-
Hvis det er foreningens første stævne, er det klogt at starte småt.
-
Sæt ambitionerne efter antallet af frivillige hænder i foreningen.
-
Flere buetyper og aldersklasser, kræver flere frivillige hænder.
-
Flere deltagere forudsætter flere skydemåtter eller tid.
God fornøjelse.