Combat Archery, hardball og paintball
Combat Archery, hardball og paintball er de nye drenge i klassen, når det kommer til discipliner under DGI Skydning. Her på siden kan du læse mere om, hvad de går ud på.
Combat Archery, hardball og paintball er de nye drenge i klassen, når det kommer til discipliner under DGI Skydning. Her på siden kan du læse mere om, hvad de går ud på.
Combat Archery er et dansk spil, der blev opfundet i 2003. Det har siden bredt sig til hele verden i utallige afskygninger. Der er tale om et holdspil, hvor to hold (op til fem spillere) dyster mod hinanden.
Der er mange variationer, f.eks. at det hold, der først vinder tre runder, har vundet kampen. En runde vindes ved at placere flaget i modstanderens startzone eller ved først at ramme alle modstanderens spillere.
Spillerne skyder med sikkerhedspile og er iført personlig beskyttelse, så spillet er helt ufarligt. Til gengæld er det virkelig sjovt og fyldt med action, når spilerne drøner rundt på banen og forsøger at drage fordel af de opstillede forhindringer.
Spillet stiller krav til taktik, samarbejde og kommunikation. Et unikt træk er, at hold kan sammensættes på tværs af alder og køn. Er man gammel nok til at håndtere en bue, kan man deltage. Der anvendes buer af traditionel type.
Hardball, som internationalt kaldes for Airsoft, anslås at have mellem 5.000 og 10.000 udøvere i Danmark. Aktiviteten stammer oprindeligt fra Japan, hvor den kom frem i starten af 1970’erne. Der skydes med softguns, der er konstrueret som tro kopier (replika) af rigtige våben. De blev oprindelig udviklet som et alternativ til rigtige våben, da private våben-entusiaster ikke må eje våben i Japan.
Spillet går kort fortalt ud på, at to eller flere hold dyster mod hinanden med softguns og markerer sine modstandere med 6 mm plastikkugler. Alle spillere er iført sikkerhedsudstyr og militære uniformer. Hardball er en adrenalinsport, som byder på masser af fart og action.
For at kunne vinde er spillerne nødt til at arbejde sammen og kommunikere klart og tydeligt. Det kan være svært, når plastikkuglerne flyver om ørene. Netop sammenholdet og samarbejdet hører til sportens kvaliteter.
Spil-typer:
Paintball kom til Danmark i 1988, og vi var tidligere rigtig godt med på den internationale scene. Bl.a. blev Ugly Ducklings verdensmestre i 1998. Vi har stadig nogle rigtig gode spillere herhjemme, men det har gennem en årrække knebet at følge op på succesen.
En række toneangivende udøvere og klubber har derfor sat sig for at organisere idrætten bedre. Det skal ske ved at oprette Dansk Paintball Forbund med rådgivning fra DGI, så der kan etableres en landsdækkende turnering.
Turnerings-paintball spilles på en bane, hvis størrelse er fastsat internationalt. Barrikaderne, man gemmer sig bagved, er oppustelige, så det er nemt at overskue hele banen og spillet for tilskuere.
Paintball findes i to versioner:
Spillet går ud på at skyde alle modstandere på modsatte hold inden for en aftalt tid. Bliver en spiller ramt, efterlader skuddet en klat maling, så man tydeligt kan se, at personen er ramt. Paintball i denne version kender mange fra polterabend og events.
Det gælder om at trykke på buzzeren (en knap) i modstanderens base (der hvor de starter). Det giver 1 point. Mellem hvert spil/point, er der en kort pause, hvor to andre hold spiller. Formålet er at give tilskuerne så meget action som muligt.
Hvis man bliver ramt/markeret, skal man straks forlade banen.
Hvis en dommer smider et gult flag (minor penalty) eller et rødt flag (major penalty), har det ene hold gjort noget ulovligt, og én eller flere spillere fra det pågældende hold bliver elimineret og skal forlade banen.
Det hold, der har scoret flest point, når tiden er gået, vinder. Hvis stilling er uafgjort, når tiden udløber, spilles et ”overtidspoint”, som afgør, hvem der vinder kampen.