Træner 1 – riffel eller pistol
Vil du gerne dele din passion for skydning med andre, bidrage til at udvikle dygtige skytter og skabe et attraktivt træningsmiljø i din forening? Så er en træneruddannelse noget for dig.
Med en Træner 1-uddannelse bliver du klædt på til at kunne planlægge og gennemføre udviklende træning af skytter på forskellige niveauer. Du lærer at udvikle deres skydetekniske kompetencer og bliver klogere på, hvordan du kan tilrettelægge træningslektioner for såvel hold som individuelle skytter, der bidrager til et motiverende og attraktivt træningsmiljø i din forening.
Du kan vælge mellem en Træner 1-uddannelse for enten riffel eller pistol. Fælles for begge uddannelser er, at de sætter fokus på både skydeteknik og træningsmiljø, og på hvordan du som træner kan skabe positiv udvikling og resultater – for både den enkelte skytte og for din forening.
Udbyttebeskrivelse - Træner 1 på riffel
Kursisten vil efter endt uddannelse evne at implementere træning på forskellige niveauer i dagligdagen i foreningen.
Viden omkring de tekniske dele på middelniveau, så træneren kan vejlede på skydestillingerne BK indendørs og udendørs, JUN indendørs og udendørs, stående med støtte samt vejlede i SAVE.
Deltagerne bliver som træner bevidst om, hvordan de er med til at skabe et godt foreningsmiljø ved at have fokus på den enkelte skytte gennem motivation, god kommunikation, feedback, etc.
Udbyttebeskrivelse - Træner 1 på pistol
Kursisten vil efter endt uddannelse evne at implementere træning på forskellige niveauer i dagligdagen i foreningen.
Viden omkring de tekniske dele på middelniveau, så træneren kan vejlede på de tekniske dele herunder OSAV.
Deltagerne bliver som træner bevidst om, hvordan de er med til at skabe et godt foreningsmiljø ved at have fokus på den enkelte skytte gennem motivation, god kommunikation, feedback, etc.
På Træner 1 lærer du blandt andet om:
- Trænerens rolle, herunder forskellene på instruktør, coach og mentor.
- God kommunikation, feedback, skytternes motivation og at sætte fokus på foreningsfællesskabet.
- Fordele ved fysisk træning, og hvorfor det fysiske element er vigtigt i skydningen.
- Indsigt i forskellige aspekter af trænervirket.
- Planlægning af motiverende og udviklende træning for skytter.
- Gennemførsel af den gode træningslektion.
- Overbygning af den grundlæggende viden omkring skydeteknik.
Målgruppe
Nuværende hjælpetrænere, der vil mere og ønsker udfordring.
Nuværende og kommende trænere, der ønsker mere viden om værktøjer til gennemførsel af den gode og udviklende træning.
Varighed
Uddannelsen består af to undervisningsdage: 1 fælles dag, 1 disciplinspecifik dag. På hver undervisningsdag starter undervisningen kl. 09:00 og slutter kl. 16:00. Uddannelsen holdes på lørdage eller søndage.
Forudsætninger
For at deltage i Træner 1 skal du være fyldt 16 år og have gennemført hjælpetræneruddannelsen. Du lærer ikke omkring grundlæggende skydeteknik på Træner 1 uddannelsen, dette skal du have med fra Hjælpetræneruddannelsen.