Halvt krocket, halvt golf, helt sjovt: Ta' med til Krolfdag i Horsens

Tirsdag den 9. oktober 2018 inviterer DGI til Krolfdag ved Hatting Aktivitetscenter i Horsens. Der er både mulighed for at lære spillet at kende og deltage i minitræf med præmier, hvis du har prøvet før.

DGI Krolf inviterer alle interesserede til Krolfdag tirsdag den 9. oktober 2018 ved Hatting Centret i Horsens. Foto: Amalie Bugge

Langt de fleste har nok stiftet bekendtskab med både krocket og golf, men der er stadig mange, der ikke kan nikke genkendende til krolf. Det får børn, unge og voksne i alle aldre dog rig mulighed for tirsdag den 9. oktober fra kl. 13.00-15.00, hvor DGI Krolf afholder Krolfdag ved Hatting Centret i Horsens.

Krolf er et hyggeligt spil med køller og kugler, der mest af alt ligner en krydsning af krocket og golf. Banen består af 12 huller med forskellig afstand mellem hullerne. Alle kan være med uanset alder, størrelse og fysisk niveau. Derfor er spillet også oplagt for hele familien eller som senioraktivitet.

”Man spiller med en kølle, som minder om en krocketkølle samt en kugle, der er lidt tungere og større end en almindelig krocketkugle. Spillet går i alt sin enkelthed ud på at få kuglen gennem banen på færrest mulige slag,” udtaler Grethe Bjerre, formand for DGI Krolf.

Krolfdag skal få flere til at spille – især seniorerne skal svinge køllerne

Krolfdag er delt i to spor, så både folk, der aldrig før har prøvet krolf, og folk, der har erfaring med at spille, kan deltage.

"Nybegyndere har mulighed for at blive instrueret på en særskilt bane under kyndig vejledning af vores DGI-instruktører, mens vi på den anden bane afholder et minitræf med præmier, så folk, der allerede har stiftet lidt bekendtskab med krolf, kan få et indblik i at konkurrere mod andre til et træf," fortæller Grethe Bjerre.

Der er ingen tilmelding, og det er både gratis og uforpligtende at være med. DGI Krolf stiller naturligvis køller og kugler til udlån, og byder også på kaffe og kage ved dagens afslutning.

Nye krolfklubber skyder op over hele landet

DGI Krolf hjælper løbende idrætsforeninger og andre interesserede personer fra hele landet med at starte krolf op. Siden 2010 har DGI Krolf startet snart 100 klubber op, primært i Østjylland, hvor spillet har vokset sig rigtig stort.

”De seneste år har vi set rigtig mange krolfklubber skyde op over hele landet, så vi er naturligvis glade for, at Horsens og de omkringliggende områder også får chance for at hoppe med på vognen. Krolf kendetegnes ved at være en meget hyggelig og social aktivitet for alle,” siger Grethe Bjerre.

”Forhåbentlig kan krolfen være med til at aktivere nogle flere i lokalområdet og give dem regelmæssig gang i den lokale forening eller klub. Vi ser især, at mange seniorer har store glæde af spillet og fællesskabet omkring det,” påpeger hun.