Kampsport for alle

Flere danskere skal få øjnene op for kampsport og kampkunst. Det er målet med Kampsport for alle i uge 41, som afholdes i samarbejde med Danmarks Motionsuge.

Når Danmarks Motionsuge skydes i gang i uge 41, så er DGI Kampidræt med. Og i år er vores kampagne udnævnt som signaturindsats!

Vi vil invitere alle danske kampsportsklubber til at deltage. Det gør man bl.a. ved at åbne dørene for nysgerrige borgere, venner og familie, der gerne vil prøve kræfter med kampsporten, dér hvor de bor.

I forbindelse med Kampidræt for alle kommer DGI Kampidræt til at udbyde forskellige kurser for foreninger, der gerne vil være med. Det kan f.eks. være et kursus i at promovere sin Facebook-begivenhed for det åbent hus-arrangement, man holder i løbet af Danmarks Motionsuge/Kampidræt for alle-kampagnen.

Vær med i motionsfesten

Danmarks Motionsuge er et stort udstillingsvindue for nye potentielle medlemmer, og det er en oplagt og nem mulighed for at vise jeres forening frem i lokalområdet.

I får også adgang til andre værktøjer og ideer til, hvordan I kan styrke sammenholdet i klubben, sætte fokus på et bestemt tema eller bare lave en fed træning for potentielle medlemmer.

Læs mere på Danmarks Motionsuges hjemmeside nedenfor eller tag fat i kampidræt-konsulenterne Sisse Rønne Lindsø eller Caroline Mathilde Christensen, hvis jeres forening gerne vil være med!