Minihalstævne i Jernved 2/3-25
Kom med når vi sammen med dygtige værtsforeninger i Sydvest inviterer til hyggelige og sjove fodboldstævner for U6-U9 i de såkaldte minihaller.
Vores mål er, at så mange som muligt får en god oplevelse til stævnerne med jævnbyrdige kampe, så de fortsætter med at spille fodbold.
Der spilles i haller, der er ca. 2/3 eller ¾ størrelse af en håndboldbane. Der spilles 4 mod 4 med bander omkring hele banen. De skæve størrelser på banerne inviterer til sjov og intens fodbold og god mulighed for at alle kan være en del af spillet og mærke bolden og fællesskabet. Banen føles som en fed arena, når trænere, spillere og familie står på sidelinjen og hepper.
Generelt gælder:
- Tilmeld i U6-U9, og vælg niveau bedst muligt. Det er vigtigere at I tilmelder efter niveau, end alder. Prøv jer frem og vær fair under kampene, så alle får en god oplevelse til stævnet. Læs om vores beskrivelser af niveauerne under praktisk info nedenfor.
- Rækkerne hedder: U6 mix, U7 piger, U7 drenge A/B og C, U8 piger, U8 drenge A/B og C, U9 piger, U9 drenge A/B og C.
- Her spilles der 4 mod 4.
- 6 spillere på et hold.
Stævne set-up:
- Holdets kampe afvikles indenfor ca. 1,5-3 timer.
- Kampene varer mellem 10-12 min. inkl. 1 minuts pause til at gå af og på banen.
- Værtsforeningen sørger for et stk. frugt og en juice/kop saft til hver spiller.
- Der er en kop gratis kaffe/the til trænere og forældre.
- Når puljen er færdigspillet, samles alle spillere på banen og der overrækkes en præmie.
- Værtsklubben har en vejleder/dommer på til alle kampe. Støt op om den gode tone og #sætglædenispil
- Alle haller har et lille udvalg af snacks m.m. i en lille bod eller cafe. Støt meget gerne den lokale værtsforening.
- I modtager program samt deltagerbrev senest mandag i ugen op til stævnet.
- Der kan komme rift om pladserne og derfor også brug for at afvikle puljerne i forskellige haller. Det vil fremgå ved tilmeldingen, hvis der er to haller i spil og I får endeligt spillested i deltagerbrevet.
- Sidste frist er altid onsdag 10 dage før stævnet afvikles.
- Under nogle af stævnerne vil der blive taget situationsbilleder til brug på DGI Sydvests Fodbolds Facebook gruppe samt til andet informations- og PR-materiale. Hvis I ikke ønsker, at der tages billeder af holdets børn, kan I kontakte DGI Sydvest på tlf. 29937557.
Holdgebyr inkl. præmie og frugt og juice til hvert barn
275 kr. pr. hold
Læs mere om regler og niveau nedenfor.
Vi glæder os til at se jer i minihallerne!
Niveauopdeling og tilmelding til stævner
For at imødekomme de nyeste fodboldspillere, om de er 5 eller 9 år, så kommer her en beskrivelse af niveauerne og vejledning til at tilmelde så DGI kan lave så optimale puljer og jævnbyrdige kampe, som muligt.
Det kan være svært at vide hvor spillerne passer ind til en start, men her er nogle guidelines, som vi beder jer følge når I tilmelder.
Man kan fra U7 tilmelde på to niveauer, A/B og C. Nogle har ikke arbejdet med niveau før og derfor skønner I hvor jeres hold hører til. Vinder holdet stort, så skal de helst rykke et niveau op til næste stævne. Vi har endnu ikke nok pigehold til at niveauopdele her.
C-niveau
C-rækkerne er for spillere der er helt nye, spillere der stadig er ved at lære spillet at kende og som ikke har tempo, kunnen og kræfter til at dyste mod bedre og erfarne spillere endnu. De har ikke helt fanget teknikken og de er stadig usikre i spillet på banen.
Her passer man ikke ind, hvis man vinder alle kampe stort og ikke kan tage hensyn til sine modstandere.
A/B-niveau
Vi oplever at for mange uhensigtsmæssigt tilmelder sig for lavt. Man behøver ikke være rigtig dygtige endnu, for at spille i A/B. Vi forstår A/B niveauet som, at spillerne har en forståelse for spillet, kan beherske bolden og sætte sig ind i kampens regler og forløb. De har bedre teknik, lykkes med flere og flere mål, tackler og kæmper lidt hårdere.
Aldersmæssigt, kan man enten passe bedre til en årgang over eller under en. Lad jeres sunde fornuft og vurdering af holdets generelle niveau, bestemme hvor I tilmelder.
Ældre børn bør kun være i en lavere række, hvis deres niveau passer dertil, og resten af holdet evt. er yngre. Piger kan tilmelde i en række under, hvis deres pigerække ikke oprettes pga. manglede modstandere.
I er som tilmeldere, koordinatorer, trænere og forening altid velkommen til at ringe ind og få sparring omkring niveau og hjælp til tilmelding.
Vi ønsker lige kampe, hvor børnene møder jævnbyrdige modstandere uanset niveau. Vi ønsker især at passe på de nye, så de fortsat har mod på at komme til fodboldstævner.
Spilleregler:
- Der spilles 4 mod 4 på banen, og alle må bevæge sig på hele banen.
Der må være 2 udskiftere. - En af spillerne skal være målmand.
- Målmanden må parere bolden med hænderne i eget målfelt, men ikke samle bolden op.
- Målmanden må deltage i spillet over hele banen.
- Hvis et hold kommer bagud med 3 mål eller mere, må der indsættes en ekstra spiller, og spilleren tages ud igen, hvis holdet reducerer og kun er 2 mål bagud.
- Førstnævnte hold stiller op til venstre for tidtagerbordet
- Ved kampstart starter "hjemmeholdet" med bolden ved midterlinjen. (OBS! NYT i 2023-24)
- Efter scoring, sættes spillet i gang med midterlinjen. (OBS! NYT i 2023-24)
- Der kan ikke scores direkte på målspark og begyndelsesspark.
- Derudover spilles efter almindelig indendørs fodboldregler.
- Der spilles med bander.
Regler - onepager til print