Kurser og uddannelser i Funktionel Basis og Funktionel Outdoor

Bliv instruktør i Funktionel Basis og Funktionel Outdoor og stå i spidsen for en sveddryppende træning, der udfordrer alle.

Funktionel Basis

På Funktionel Basis lærer du de mest almindelige øvelser med egen kropsvægt, og bliver uddannet til at opbygge en højintens træning med opvarmning, WOD (workout of the day) og nedkøling.

Der er fokus på ”De 5 Store” - pushup, squat, sit up, rygbøjning og pull up – og ud over at lære de enkelte basisøvelser, får du fire andre varianter af øvelserne samt supportøvelser og muligheder for skalering. Du får en teknisk gennemgang af alle øvelserne, så du bliver skarp til at tilpasse øvelserne til alle deltagere uanset niveau.

Kurset giver dig dermed en god forståelse af øvelserne og redskaber til at formidle dem videre til deltagere på dit hold. Du bliver med andre ord i stand til at opbygge en effektiv og udfordrende træning med egen kropsvægt. En træning, der derfor er nem at bruge på nye eller eksisterende hold, fordi den hverken kræver udstyr eller redskaber.

Funktionel Outdoor

Funktionel Outdoor bygger på den enkle træning fra Funktionel Basis, hvor man træner med egen kropsvægt, men er trukket udenfor. Det giver masser af muligheder for variation og udfordring.

Funktionel Outdoor gør dig klar til at sammensætte en træning med udgangspunkt i intervalløb, pulsøvelser og styrketræning med egen kropsvægt. Udnyt de redskaber, der findes i naturen, træstammer, sten, bænke eller bakker, til at variere og udbygge øvelser. Det giver træningen et ekstra løft og motivation til hele tiden at udfordre de vante øvelser.

Funktionel Outdoor kombinerer styrke-, udholdenheds- og coretræning. På kurset får du konkret inspiration til at lave sjov progressiv træning hjemme i din forening.

Find aktuelle uddannelser og kurser på Bevæg dig for livet - Fitness.