SUW: Bliv topklar til den kommende basketballsæson

Styrk dine træner- eller dommerskills, udvid dit netværk og bliv inspireret til årets SuperUddannelsesWeekend, der i år finder sted den 4.-5. september 2021.

Få ridset spillereglerne op til dette års SuperUddannelsesWeekend. Arkivfoto Foto: Tom Andreasen

Igen i år afholder DGI Basketball i samarbejde med Danmarks Basketball Forbund spændende og lærerige træner- og dommerkurser landet over. Kurserne finder som altid sted den første weekend i september og falder i år på datoerne 4.-5. september.

Ifølge basketballkonsulent, Mads Bojsen, har den første weekend i september en særlig plads i dansk basket.

”SuperUddannelsesWeekenden er vigtig for dansk basket, fordi det er en weekend, der i cirka 20 år har været ”reserveret” til uddannelse. Der ligger derfor ingen andre stævner eller arrangementer i weekenden,” forklarer han.

Uddannelse og udvikling er på skemaet

På SuperUddannelsesWeekenden kan du og din klub blive helt skarpe til den kommende basketballsæson, så både spillere og trænere får den bedst mulige træning.

Netop veluddannede trænere er for Mads Bojsen essentielt.

Det er vigtigt, at vi har veluddannede trænere til at tage sig af de mange børn i klubberne - nye som gamle

Mads Bojsen

Kurserne giver rig mulighed for, at din klub kan uddanne nye trænere og dommere, eller ridse spillereglerne op hos nuværende trænere og dommere.

En weekend spækket med læring

SuperUddannelsesWeekenden byder på med et væld af træner- og dommerkurser, og i år er ingen undtagelse.

I år kan du blandt andet møde den tidligere herrelandsholdstræner, Erez Bittmann, i en Coach Clinic i Horsens, eller hente inspiration til basketballtræningen for børn til italiensk børnetræner-kursus i Hvidovre.

Det er kun et udpluk af de mange kurser, der finder sted den første weekend i september. Så mød op, hvad end du vil blive inspireret, udvikle specifikke teknikker eller blive klogere på dommerhåndtegn.

Mads Bojsen er ikke i tvivl om, at det bliver en kanon weekend og er spændt på deltagelsen i år.

”Vi har en tradition med at slå deltagerrekord hvert år. I år er næppe en undtagelse. Det bliver en fed weekend med mange spændende kurser,” fortæller han med begejstring.

Sæt kryds i kalenderen

Lyder et eller flere af kurserne som noget for dig, så skynd dig ind, og tilmeld dig eller din klub. Tilmeldingsfristen til de forskellige SUW-kurser er søndag den 29. august 2021.

Du kan finde en oversigt over kurserne og tilmelde dig ved at klikke på nedenstående links.

Vi glæder os til at se dig!