Spørg fyssen: Hvordan træner jeg med skinnebensbetændelse?
Hvad skal man træne og hvad må man ikke, når man har fået skinnebensbetændelse? Se fysioterapeutens råd.
Sabina spørger:
Hej Henning.
Jeg tror. jeg har scoret mig en gang skinnebensbetændelse. Hvad skal man træne og hvad må man ikke med den skade? Jeg træner i fitness center. Jeg er 28 år, lidt overvægtig og er for en måned siden startet med at træne for at gøre noget ved det, så jeg vil være meget ked af at skulle holde pause. Jeg træner normalt både konditionstræning og styrke, når jeg er afsted og prøver at træne cirka fire gange ugentligt.
Kan du hjælpe med et godt råd eller to?
Venligst Sabina
Henning Engberg, fysioterapeut, svarer:
Hej Sabina.
Der kan flere årsager til, at du får skinnebensbetændelse, og derfor også flere løsninger på problemet.
Af din mail fremgår det ikke, hvad din konditionstræning og styrketræning indeholder, men skinnebensbetændelse provokeres ofte af løb og hop, særligt hvis man starter lidt for hårdt op med træningen. Derudover kan det fodtøj, du træner i (og går i til daglig) have stor betydning, ligesom stabiliteten i ankelleddene kan have det. Hvis problemet er længerevarende, kan være en fordel at konsultere en fysioterapeut, for at klarlægge årsagen, og dermed lægge en mere specifik genoptræningsplan.
På et mere generelt plan vil jeg anbefale dig:
- at sikre dig, at du træner i fornuftigt fodtøj med god stødabsorbering
- at undgå hop og løb, og i stedet vælger cykling, der belaster en del mindre
- at træne stabilitet af ankler og knæ, da det kan være med til at forebygge problemet
- at tilføje en langsom og kontrolleret lægtræningsøvelse til din styrketræning, da det ofte kan afhjælpe en del af problemet
Jeg håber, det besvarer din spørgsmål, og kan hjælpe dig af med din skinnebensbetændelse.
Med venlig hilsen Henning Engberg