Idrætspsykolog: Derfor skal konkurrence rammesættes rigtigt

”Jeg kan ikke levere perfektion, men jeg kan love dedikation.”

Sådan sagde Kronprins Christian, da han holdt tale til sin 18 års fødselsdag.

Citatet er spændende i lyset af unge i foreningslivet. Her står vi over for en række udfordringer med at fastholde denne gruppe og invitere nye unge ind.

Unge i dag er under stigende pres af mange årsager, men især grundet en omverden med fokus på tempo, præstation og psykologisering.

Alt skal gå stærkere i dag. Man skal hurtigere i gang med en uddannelse, arbejde, karriere og med at skabe en familie. Samtidig skal det moderne (unge) menneske også præstere, ikke kun på job, men også i fritidslivet, skole og socialt. Helst samtidig med at de opfordres til at mærke efter og hele tiden reflektere over, hvem er jeg, og hvor er jeg på vej hen. ”There is no rest for the wicked”.

Unge søger frirum

Det er med andre ord udfordrende at være ung i dag. Mange løber hovedet mod muren i det stadigt accelererende samfund, vi lever i, hvorfor unge naturligt søger og har behov for frirum væk fra den kværnende hverdagsmaskine. 

Her har foreninger en vigtig rolle. Foreningslivet kan netop være det frirum, som de unge ønsker. Men desværre misser foreningerne alt for ofte den mulighed. Vi introducerer ofte mere konkurrence, niveauopdelt træning, flere stævner og mere ansvar i takt med, at man bliver ung.

Det er tiltag, som passer til sportens logik (især elite), men ikke nødvendigvis hvad majoriteten af de unge efterspørger. De søger nemlig for manges vedkommende et fællesskab med frihed, interesserede voksne og plads til at fejle. Altså et helt andet miljø end sportens væsen: Hurtigere, højere og stærkere. De søger i stedet et fællesskab, hvor man ikke behøver være perfekt.

Konkurrence skal rammesættes rigtigt

Konkurrence skal overvejes bedre i børneidrætten, lyder det fra Danmarks Idrætsforbund. Det er et spændende skridt. Konkurrence er ikke i sig selv en farlig ting, men det er, hvordan vi rammesætter konkurrencen, som kan være et problem.

Netop det var DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen inde på ved DGI’s årsmøde i starten af november. I sin beretning sagde DGI-formanden blandt andet, at ”nogle bliver i tvivl og spørger, ”Må vi nu ikke konkurrere i idrætsforeningerne?” og hun svarede selv:

"Jo, selvfølgelig, men vi skal skabe positive og jævnbyrdige konkurrencesituationer ved at fokusere på oplevelser og ikke på resultatet. Det er dér, vi voksne nogle gange går helt galt i byen."

Derfor vil jeg opfordre til, at man tager et kig på sin forening: Er den rammesat efter sportens logik eller efter deltagerne – og her især unge? For de to ting er ikke nødvendigvis i harmoni, måske snarere det modsatte.

Som leder i en forening vil jeg da også hellere have en stor flok dedikerede unge, end jeg vil se perfekte unge. Så lad os alle sammen give unge mere plads og gerne i foreningslivet.