Når Ibrahim og Khadra er træner, er foreningen knap så farlig
Khadra og Ibrahim er afgørende for, at flygtninge, asylansøgere og indvandrere dukker op i klubben.
"Det gør en kæmpe forskel, at det ikke er os i foreningen, der beder dem om at komme, men at det er Ibrahim eller Khadra."
Foto: Maria Tuxen Hedegaard
Sidst opdateret 7. marts 2022
”Klar!” nikker Khadra mod nettet og skyder hagen frem.
Den stumme lyd af strenge, der giver efter, bryder hallens stilhed og sender fjerbolden i en let bue imod hende. Khadra strækker sig. Vipper let i håndleddet.
Bevægelsen trækker det gulvlange skørt og tørklæde skævt og afslører et par pink sokker i de hvide kondisko.
Den 28-årige kvinde med skørt og tørklæde baner to gange om ugen vejen for flygtninge og asylansøgere, som aldrig tidligere har stiftet bekendtskab med foreningsidræt.
”Khadra er afgørende for, at andre piger kommer. Når de ser, at hun kan, så får de også troen på, at de kan spille med,” siger Jørn Lorenzen, formand for Faaborg Badminton Klub.
Mangler noget at samles om
I to år inviterede Faaborg Badminton Klub beboere fra byens asylcenter og flygtninge, som har få års ophold i Danmark bag sig, indenfor.
Nydanskere i foreningslivet
”Foreningslivet bidrager til at styrke den enkeltes netværk og udvide fællesskabet. Det er derfor centralt, at nydanskere deltager i foreningslivet.”
Kilde: Ankestyrelsens Medborgerskabsundersøgelse 2015 udarbejdet af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.
”Vi mødte dem rundt i byen. Det var tydeligt, at den her gruppe manglede noget at give sig til og noget at samles om,” siger Jørn Lorenzen.
Derfor bookede han en tid i hallen én gang om ugen fra 16-18, hvor spillere i alle aldre kunne møde op. Asylcenteret og foreningen aftalte, at spillerne blev fritaget for kontingent og ved fælles hjælp blev der skaffet sko og ketsjere.
Det praktiske viste sig at forløbe smertefrit. Dialogen om alt fra spillets regler til mødetider og god opførsel i hallen viste sig derimod at rumme større udfordringer.
”I starten kunne der opstå skænderier på arabisk, hvor de diskuterede, om bolden var inde eller ude. Men så indførte vi ordet ’pyt’ og reglen om, at hvis der er noget, du ikke forstår, så smil,” siger Jørn Lorenzen.
Artiklen fortsætter under billedet
”For kort tid siden kunne jeg ikke finde ud af at ramme bolden, og i dag kan jeg lære andre at spille – det gør mig meget glad,” siger Ibrahim.Foto: Maria Tuxen Hedegaard
Forståelse vejer tungere end principper
Efter at have modtaget opholdstilladelse i foråret 2016 blev den 21-årige flygtning Ibrahim Al.Jaounis fra Syrien placeret i en etværelses lejlighed i den, for ham ukendte, sydfynske by.
Tilfældigt stødte han på formanden for badmintonklubben. Få måneder senere var han på sit første hjælpetrænerkursus. Selvom han er ung, lytter de andre, når han taler og peger med ketsjeren.
”Ibrahim er både en nogenlunde habil spiller og dygtig til dansk, engelsk og arabisk. Derfor var han et oplagt valg til at sende på træneruddannelse,” siger Jørn Lorenzen.
Ibrahim supplerer Lars Helmark, holdets træner. Af princip bliver der kun talt dansk i hallen. Men nogle gange vejer forståelsen tungere end princippet.
”Der kommer overraskende mange, som slet ikke kan tale et ord engelsk eller dansk. I de tilfælde bruger vi Ibrahim – han sørger for, at de får en god start,” siger Lars Helmark.
Artiklen fortsætter under billedet
Lars Helmark (tv) i samtale med Khadra Fahra Isse og Ibrahim Al.JaounisFoto: Maria Tuxen Hedegaard
Ambassadør for klubben
Ifølge formand Jørn Lorenzen består oversættelsesopgaven for Khadra og Ibrahim ikke så meget i at oversætte basale spilleregler, men nærmere i at bane vejen for en større forståelse for, hvordan man gebærder sig i en forening og i sidste ende i det danske samfund.
”Det er en ny verden for dem, at vi er her for at være sammen og have en god oplevelse. Det handler ikke nødvendigvis om at vinde hver en bold, men om at deltage aktivt og hjælpe hinanden,” siger Jørn Lorenzen.
”Vi bruger Ibrahim og Khadra mennesker som rollemodeller og ambassadører for foreningen. Når Ibrahim er træner, er vi knap så farlige, fordi én af deres egne har sagt god for os,” siger formanden.
Den store forskel
Khadra er oprindeligt fra Somalia, men har i snart et halvt år boet i Ringe. Den halve times kørsel til Faaborg gør, at hun ikke kommer så ofte til badminton, som da hun boede på asylcenteret. Men når hun kommer, tager hun forbi asylcenteret og prøver at få nye med.
”Jeg prøver altid at få andre kvinder med, men det er svært. Så jeg banker på dørene og siger til dem, at de skal prøve det én gang, og så må de blive hjemme. Men jeg ved bare, at de starter bagefter, fordi det er så sjovt,” siger Khadra Farah Isse.
Indtil nu er det lykkedes hende at få i hvert fald 10 andre kvinder af sted. Så hun fortsætter sin runde på asylcenteret igen næste mandag.
”Det gør en kæmpe forskel, at det ikke er os i foreningen, der beder dem om at komme, men at det er Ibrahim eller Khadra, der siger, at de håber på at se dem til næste træning,” siger Jørn Lorenzen.
Når spillerne klager over, at træningen er for kort, blinker Jørn Lorenzen til dem og siger, at hvis de kommer til tiden, har de hele to timer til rådighed.Foto: Maria Tuxen Hedegaard
