Volleykvinderne med egne regler - får spillet i gang

Mandag aften – syv kvinder får hurtigt sat et volleynet op i Fursund Hallen. De har helt styr på, hvordan nettet skal stå, og da klokken slår 19.45 deler de sig i to hold og går i gang med at spille bolden over nettet. En del server når dog ikke så langt. I starten af timen er der faktisk – hånden på hjertet – flere server som går i nettet end over.

På kvindeholdet i Fursund IF er fokus på at det skal være sjovt at gå til volleyball. Det er ikke en rigtig træning, hvis der ikke bliver grinet, råbt og hujet. Til gengæld er der plads til alle kvinder, uanset alder og niveau. Til gengæld er det tilladt for begynderne at lade bolden røre gulvet en gang, inden den bliver skudt tilbage.

Vi var alle rustne i reglerne.

Cecilie Christensen

Det er uhørt i de ”rigtige” volley-regler. Men det første år kvinderne spillede volley var det en helt lovlig regel på kvindeholdet. Og her i sæsonopstarten er det blevet genindført for de helt nye spillere.

Det fortæller Cecilie Christensen, 28, som har været med siden opstarten for tre sæsoner siden.  

”Vi lavede vores egne regler for at vi kunne få et spil i gang. Vi er her for at bevæge os og have det sjovt. Det er sjovest, hvis der faktisk kommer gang i spillet,” fortæller hun og fortsætter: ”For os der har spillet i flere år, må den ikke længere røre gulvet. Men det gør ikke at vi er specielt gode. Jeg giver mig, alt hvad jeg kan. Men det er da stadig langt fra hver gang, jeg server, at den går over nettet,” griner hun.

Tilpasset putning og færgetider

Kvinderne mødes hver mandag aften og spiller fra klokken 19.45- 20.45, så det dels passer med, at dem med små børn, kan nå at putte inden, og dels passer med færgetiderne fra Fur, så deltagerne fra øen også kan nå over på fastlandet og være med.

Cecilie Christensen er én af dem, som kommer med færgen fra Fur og glæder sig over de tilpassede træningstider. En anden er Lise Kjær Justesen. Hun er 29 år og var én af dem, som var med til at starte holdet op.

”Vi er nogle stykker med små børn, og der er det bare rart, at der er ro på hjemme, når vi tager afsted. Så kan vi tage ud og grine og have det sjovt med god samvittighed,” siger hun, der selv har tre små børn – den ene nyfødt, så hun er ikke med så meget på banen i denne sæson.

Ingen træner

Der er ikke nogen ”træner” på holdet, men dem som møder op bliver enige om dagens træning. Den foregår nu ret meget efter samme plan: Når klokken slår 19.45, deler dagens spillere sig i to tilfældige hold, men dog med øje for, at nogle har lidt mere rutine end andre. Så spiller de kamp og – vigtigt- tæller point den time, de har hallen.

”Det er sjovest, når vi får et spil i gang. For selv om ingen af os har planer om at vinde mesterskaber, er det stadig motiverende at holde styr på points og spille for at vinde. Men når vi når cafeteriet bagefter, er der ingen der tænker over, hvem der vandt eller tabte. Der griner vi bare af det hele,” siger Cecilie.

I foråret havde holdet nogle gange besøg af én af spillernes kæreste, som har spillet volley på et relativt højt niveau. Han lærte dem nogle tips og tricks – og blandt andet at man ikke behøver serve over midterlinjen i volley, som man skal i eks badminton – og som kvinderne ellers havde spillet med.

”Vi blev da klart bedre af at have en træner. Men vi vil nu stadig have fokus på, at det mest skal være for hygge og sjov, så vi fortsætter uden en rigtig træner,” siger Cecilie.

Fællesskab på tværs af alder

Kvinderne på holdet har det til fælles at de er… kvinder. For bortset fra det, er der ikke rigtig nogen krav, ud over at man skal have lyst til at spille sammen med andre. I år er aldersfordelingen fra 17 til over 47 år – andre år har der været deltagere på over 60 år. En mor har taget sin teenagedatter med og Cecilie selv har taget sin lillesøster med.  

”Det giver noget særligt at være sammen på tværs af alder. Nogen har erfaring på nogle områder, hvor vi andre ikke er nået til endnu. Men når vi spiller eller sidder der og snakker, er det som aldersforskellen ikke rigtig betyder noget, ” siger hun og bakkes op af Lise Justesen.

”Vi er et lille lokalområde, så vi kender hinanden, men det er rigtig hyggeligt også at mødes på tværs af alder og niveau her. Jeg kan give lidt erfaring til dem, som står og skal i gang med uddannelse og de lidt ældre kvinder, kan dele deres erfaringer fra tiden som børnefamilier med mig. Det er dejligt at kunne mødes på den måde,” siger Lise Kjær Justesen.

I sidste sæson var de ca. 20 tilmeldt holdet – men meget sjældent med alle til træning. Så det passede nogenlunde med et hold til hver side af nettet og et svingende antal udskiftere. I år har der været mandefald, så Cecilie og de øvrige tilbageblevne har hevet venner og familiemedlemmer med.

Havde spillet lidt tidligere

Holdet startede med en debat i en lokal Facebook-gruppe, hvor nogle af kvinderne havde spillet lidt som unge og havde lyst til at genoptage det. Men der kom også en del, som aldrig havde spillet før og som ikke kendte reglerne.

”Vi var alle rustne i reglerne og har flere gange været henne og google, om man må gøre det ene eller det andet,” fortæller Lise Kjær Justesen og suppleres af Cecilie:

”Ja, man hører også regelmæssigt kommentarer som: Jeg har set i fjernsynet at de gør sådan…”.

Mændene inviterer med

Holdet er begyndt at dyrke det sociale sammen udenfor Fursund-Hallen. De holder eksempelvis julefrokost og sidste år tog de på festival sammen. Sidste år holdt de julefrokost med herreholdet, som både dyrker gymnastik og volley.

”Mændene var efter os, og vi tabte da også helt vildt til dem, da vi spillede mod dem til julefrokosten. Men da vi så spillede mod dem igen til sæsonafslutningen, kunne de godt se, at vi faktisk var blevet bedre,” fortæller Cecilie, som forventer at de nok holder enten juleafslutning eller sæsonafslutning sammen med mændene igen i år. Om ikke andet så for at mødes og grine på volleybanen.

Det giver noget særligt, at mødes på tværs af alder mener Cecilie Christensen.