Familietennis med isvafler og kaninjagt

Sorø Tennisforening tilbyder KidzTEN for børn og deres forældre.

Hvis du er træt af familiens kalendergymnastik og i stedet foretrækker at være aktiv sammen med dine børn, så er KidzTEN eller familietennis sagen. KidzTEN, som er udviklet af DGI, er nemlig ikke kun for børn, men en aktivitet for hele familien. Mor og datter, far til fire, ja, hele familien kan være med. Det ved de i Sorø Tennisforening, som i år har suppleret traditionel tennis med tennis for hele familien.  

Man lærer meget og man løber meget!

Oliver, 7 år.

Lørdagstennis

I Sorø Tennisforening kan børn og forældre være aktive sammen en time hver anden lørdag fra kl. 9-10. ”Vi har valgt netop det tidspunkt, fordi børnefamilier typisk er oppe og i gang fra morgenstunden. Det giver familien plads til andre aktiviteter samme weekend,” siger Brian Bang Schneeberg, som er juniorudvalgsformand i Sorø Tennisforening.

Klokken 9 er Isabella Neergaard og Nicolas Binet, som begge er instruktører, klar på banen med minitennisnet, bolde, kegler og ketsjere.

”Det er en mulighed for at være aktive sammen og komme væk fra skærmene,” siger Nicolas Binet, mens han med fagter levende illustrerer typiske tastebevægelser på mobiltelefon, i-pads og computer.

Sorø Tennisforening

  • har 240 medlemmer, heraf 54 juniorer,
  • har en målsætning om at tilbyde "tennis for alle aldre", og forenigen arbejder for at tilgodese både elite og bredde.
  • har et højt aktivitetsniveau med turneringer, sociale aktiviteter og træning for både børn og voksne.
  • har indendørs tennis i Sorøhallerne om vinteren for ca. 100 medlemmer.

Se mere om Sorø Tennisforening.

Den største isvaffel

”Nu skal vi lave den største isvaffel,” siger Nicolas Binet, da børn og forældre har genvundet pusten efter et par løbeture rundt om banen.

I hånden har han en omvendt kegle, som han fylder op med store rød-gule kugler ved at kaste tennisbolde ned i keglen.

”Ja, det er ikke helt nemt. Det handler om at træne øje-hånd koordination,” siger Nicolas Binet, mens isvaflen toppes med de lemonadefarvede kugler, og Nicolas Binet kan afsløre at vaffel-billedet er opfundet af et af børnene. 

Kaninjagt

Denne træningstime – og KidzTEN i det hele taget – rummer også et væld af kasteøvelser, for eksempel i kaninjagten, hvor børnene skal skyde kaniner ved at ramme en af de voksne, når de løber på tværs af skydefeltet.

For det er  er grundlæggende boldspil og også i tennis at man kan kaste og gribe

”Træningen består af en blanding af bevægelse, løb, finmotorik og noget, der ligner tennisslag,” siger Brian Bang Schneeberg.

Fra 7-årige Oliver, som allerede har en god fornemmelse for at slå til bolden, når Isabella Neergaard kaster en af de store rød-gule bolde til ham, lyder vurderingen.

”Man lærer meget og man løber meget!”

En time er nok

4-årige Kasper har drønet rundt, kastet og trillet bolde og er nu ved at være træt   

En time er meget, når man er fire år, så Kasper kører på de sidste kræfter,” siger Kaspers far Jørgen Fritzbøger, som selv har været på banen og aktiv hele timen.

Dermed lever han op til ideen med Kidzten, der både handler om, at forældre og børn skal være aktive sammen, og om at dem en form for hjælpetrænerfunktion og dermed lette opgaven for ”cheftræneren.”

”Det er sjovt at prøve at motivere sit barn,” siger Jørgen Fritzbøger..

Tålmodighed i starten

Familietennis har fået god start i Sorø Tennisforening, og de har stadig pladser til endnu flere børn med deres forældre. Juniorudvalgsformand Brian Bang Schneeberg ser et stort potentiale i aktiviteten:

»Det er en kultur, der skal ændres og det kræver tid og tålmodighed at starte en ny aktivitet, som er anderledes end traditionel træning, og at få børnefamiliernes øjne op for at her er en god familieaktivitet. Så vi er tålmodige.”  

Sorø Tennisforening har besluttet at udvide antallet af instruktører og satser på dobbelt så mange deltagere til næste år.

Brian Bang Schneeberg understreger også det positive element, at KidzTEN i Sorø Tennisforening udelukkende drives af frivillige kræfter, ”hvilket er ganske imponerende”.