Erik hjælper voksne skytter: ”Det skal være sjovt at træne igen”

Erik Brix Laursen har trænet voksne riffelskytter i to årtier. I hans optik skal en god træner både inspirere og gøre træningen til en leg, så motivationen for at udvikle sig holdes ved lige hele livet.

Erik Brix Laursen har trænet voksne riffelskytter i mere end 20 år. Han brænder for at hjælpe andre skytter med fastholde deres passion for sporten. Her er han fotograferet under en tur til Bisley Cup i England. Foto: Privatfoto Dorthe Vanggaard

Hvem har været din bedste træner? Det spørgsmål stillede vi tidligere på året på DGI Skydnings Facebookside. Og særligt ét navn blev nævnt igen og igen i kommentarsporet: Erik Brix Laursen. Vi har derfor taget en snak ham om, hvad der driver hans trænergerning, og hvad der i hans øjne er hemmeligheden bag en god træner.

"Der er mange voksne skytter, der ønsker at blive bedre og udvikle sig, men mange skytteforeninger har ikke et tilbud til dem, så de voksne skytter står alene med træningen og skyder nogle klassiske 20 skuds-serier. Det er altså ikke specielt inspirerende, og det bliver man sjældent bedre af. Det vil jeg gerne ændre," forklarer Erik Brix Laursen.

Min bedste træner

Sådan så opslaget på DGI Skydnings Facebookside ud, da vi i slutningen af marts spurgte følgerne, hvem de ville fremhæve som deres bedste træner. 

Erik Brix Laursen blev nævnt suverænt flest gange i kommentarsporet.

Han har været skytte, siden han var seks, og selvom han ikke længere selv er så aktiv, så brænder kærligheden til skydning uforandret. Hans store ønske er derfor at fastholde andre voksne skytter i sporten. Det har han arbejdet på som træner i mere end 20 år, blandt andet i DGI Skydnings Projekt Kort, et årligt tilbagevendende træningstilbud målrettet voksne riffelskytter på de korte distancer, 15m indendørs og 50m udendørs.

Træning skal være sjov

Erik Brix Laursen bliver af flere tidligere elever på Facebook fremhævet for sin evne til både at finpudse skydefærdighederne og samtidig hjælpe med fornyet træningsgejst. Og hans ’opskrift’ er simpel: Træningen skal være sjov – og social.

Små, interne vittigheder er en fast del af kaffepauserne mellem skydningen på de mange skyttehold, han har trænet, og hver træningssamling afsluttes eksempelvis med en skydning om, hvem der skal have kage med til næste samling.

"Jeg har et mantra om, at det skal være sjovt at træne igen. At få tændt skytternes lyst og leg til at blive bedre. Jeg træner kun skytterne i Projekt Kort otte gange om året, så når vi er samlet, skal de virkelig have et ’boost’. Det skal være rart, og de skal glæde sig til at komme. Og når de tager herfra igen, skal de have lyst at træne videre derhjemme i den lokale skytteforening," siger han.

Proces frem for point

Ifølge Erik Brix Laursen er det også vigtigt, at man som træner tænker mere i udvikling på sine udøveres vegne frem for resultater nu og her. Det er i hvert fald det mind-set, han forsøger at give videre til sine skytter.

"De skytter, jeg træner i Projekt Kort, bruger en frygtelig masse fritid på det og betaler for at være med. Så selvfølgelige vil de se resultater. Ellers kunne de bare skyde lidt i deres lokale klub. Men jeg prøver altid at få dem til at tænke i proces frem for point og træne de forskellige elementer i skydningen: 'Husk din vejrtrækning eller aftrækket, frem for at fokusere på, at du ikke skød lutter 10’ere i dag'. Men det er svært, for skydning er mentalt hårdt forstået på den måde, at der er kontant afregning for enden af sigtekornet," siger Erik Brix Laursen.

Men arbejder man længe nok med de enkelte dele, så bliver processen til sidst til et samlet billede, og den tankegang gælder også i mange andre idrætsgrene, mener Erik Brix Laursen. Det er samtidig en metode til at undgå, at udøveren kører sur i sin træning, forklarer han.

"For hvis ét element driller, kan man altid arbejde videre med noget andet. Det er en måde at bevare motivationen på," lyder det.

Tillid skal opbygges

Selvom Erik Brix Laursen har været træner i over 20 år, føler han stadig en form for ærefrygt og nervøsitet op til hver træningssamling i Projekt Kort. For et vigtigt element i at være en god træner handler for Erik Brix Laursen om at gøre sig fortjent til udøverens tillid.

Det gør han dels ved at være velforberedt til alle elementer i hver træning, så udøverne ikke går skuffede derfra. Og så handler det ifølge Erik Brix Laursen om at være indlevende og vise empati. På den måde får man både udøverens respekt og fortrolighed, og det gør det nemmere at rykke ved det faglige niveau.

"Jeg bilder i hvert fald mig selv ind, at jeg har en god forståelse for mennesker. Hvis en skytte ikke er ’på’ og leverer den indsats, vi egentligt forventer af hinanden på holdet, så tager jeg en snak med vedkommende. Det kan være konen er syg, eller det ikke kører på jobbet, og så ved jeg; 'Okay, det er nok ikke her, jeg skal bruge mine ressourcer til den her samling', i stedet for at gå og være lidt irriteret på vedkommende. På den måde får man det optimale ud af hver træning," siger han.