DM 15 m pistol: Finaleskytte i femte forsøg

14-årige Trine Knudsen var med i finaledysten ved DM pistol 15 m efter blot nogle få træninger.

Det er ikke mange gange, at 14-årige Trine Knudsen har haft en pistol i hånden, men alligevel skød hun sig i præmievåbenfinalen for BK-skytter til DM 15m pistol Foto: Gregers Kirdorf

Trine Knudsen var en af kun to skytter fra sin forening, Fjelsted-Harndrup Skf, der var taget til DM pistol 15 m i Vingsted. Den 14-årige pige endda afsted for anden weekend i træk for at skyde i finalen om et præmievåben, selv om hun ikke er en rutineret pistolskytte.

"Jeg har kun skudt med pistol i mandags og i torsdags og to gange sidste år. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne prøve at stille op. Det er så sjovt og hyggeligt at være afsted til de her stævner. Min træner sagde, at hvis man kan finde ud af at skyde med riffel, er man ikke helt som en begynder med en pistol," siger hun.

Og riflen behersker hun efter alt at dømme. Hun skyder i hvert fald med riffel på 15 m, 50 m, 200 m og 300 m. Det er sjovest at skyde med riffel på 300 m, synes hun, og derfor var hun også at finde i Vingsted weekenden efter, hvor der er åbent stævne i blandt andet 300 m riffel.

DM er fælleskab

Når Trine Knudsen har kastet sig ud i pistolskydning, er det ikke kun, fordi det er sjovt at prøve og for at udfordre sig selv. Der er nemlig en hel masse andet at hente ved at tage til DM-stævner i løbet af året.

"Det er sjovt at møde skytterne fra de andre foreninger, fordi jeg kender mange af dem. Jeg bruger meget tid på skydning, men det er tiden værd, fordi der er så god stemning til de her stævner. Jeg får så mange gode oplevelser, og for mig er fællesskabet lige så vigtigt som konkurrencen," fortæller hun.

Hendes forældre tager med til alle stævner, og det er Trine Knudsen rigtig glad for.

"Det er rigtig dejligt, at de er med. Det betyder meget, at de roser mig, når jeg har gjort det godt, og at de bakker op om min skydning," understreger hun.

Veninden hev hende med

Det var en veninde, der fik Trine Knudsen til at kaste sig ud i skydning ved at hive hende med hen i foreningen, hvor hun fik lov at prøve at skyde med riffel på 15 m. Men det var faktisk ikke fra start et helt godt match.

"Jeg synes faktisk ikke, at det var så sjovt i starten. Det var først, da der gik sport i den, at jeg for alvor blev bidt af. Det der med hele tiden at forsøge at blive bedre er fedt," siger hun.

I finalen om præmievåbnet skød hun sig til en 8. plads, mens det blev til en 7. plads i BK-klassen med standardpistol og en 9. plads i BK-klassen med luftpistol.

Desuden høstede hun en bronzemedalje med DGI Fyn i konkurrencen for landsdelshold i ungdomskategorien til DM’et i 15 m pistol.