Ny formand drømmer om færre seedningslag og flere medlemmer

Ingolf Trabjerg Lauridsen er ny formand i DGI Krocket. Efter mange år i idrætten ved han hvilken retning, idrætten skal bevæge sig i – og krocketklubberne skal være med til den udvikling.

Ingolf Lauridsen er ny formand for DGI Krocket. Foto: Stefan Thomsen

Simplere seedning og flere medlemmer til krocketklubber landet over står højt på ønskesedlen hos DGI Krockets nye formand, Ingolf Trabjerg Lauridsen.

I januar blev han formand for Idrætsledelsen i DGI Krocket. Han overtog posten fra Kirsten Pilgaard, som gik af ved årsmødet i oktober 2023. I hans første år er det især seedningslagene, som skal under behandling:

”Jeg håber, at vi indenfor det næste år får rimelig godt styr på seedning. Det synes jeg, at vi skylder klubberne. Det fylder meget hos dem,” lyder det fra den nyvalgte formand, da DGI Krocket besøgte ham i hans hjem i Rækker Mølle i slutningen af januar.

Siden 2020 har han været medlem af Idrætsledelsen, mens hans tid i DGI Vestjylland Krocket strækker sig helt tilbage til 2017. Arbejdet med at udvikle krocket fortsætter – nu som formand.

Blå bog

  • Ingolf Trabjerg Lauridsen
  • 65 år
  • Bor i Rækker Mølle med sin kone. De har tre børn og fem børnebørn.
  • Har arbejdet 36 år ved Vestas, har været dørmand siden 1982, og kører nu taxa
  • Aktiv krocketspiller i Rækker Mølle Krocketklub siden 1998
  • Medlem af DGI Vestjylland Krocet siden 2017
  • Medlem af Idrætsledelsen i DGI Krocket siden 2020
  • Formand for DGI Krocket siden januar 2024

Vis mere Vis mindre

Nye medlemmer kommer ikke af sig selv

Medlemstallet i krocket har i flere år været et kedeligt emne. I 2018 havde idrætten 3.116 medlemmer. I 2022 var tallet 2.481. Ingolfs egen tid i krocket strækker sig helt tilbage til 1998, hvor han første gang samlede en krocketkølle op efter en invitation til sin lokale klub i Rækker Mølle. Her har han spillet lige siden.

Hvis hver krocketspiller tager en i hånden og med til krocket, så er vi dobbelt så mange.

Ingolf Lauridsen om medlemsudviklingen

DGI Krocket har fået en formand, der kender idrætten til bunds – også dens udfordringer.

”Jeg har sagt hvordan vi bliver dobbelt så mange. Hvis hver krocketspiller tager en i hånden og med til krocket, så er vi dobbelt så mange. Jeg ved godt, at det ikke sker, men får vi nu 60% til at gøre det over en treårig periode, så er vores medlemstal forhøjet halvanden gang,” fortæller Ingolf og tager en tår kaffe inden han fortsætter:

”Det er noget jeg tror vi vil prøve at sætte i søen i foråret. Klubben skal også bearbejdes til at gøre det. Det er klubbens ansvar at få krocket udviklet. Det kommer ikke af sig selv.”

For Ingolf handler stigningen i medlemstal også om en bedre turneringsstruktur:

Ingolf Slår Til Kuglen

”Vi skal gerne så langt hen, at vi får så mange flere spillere i hele landet, at man kan have en holdturnering i alle områder. Så er det nemmere at lave en struktur over. Det er svært at lave en struktur og lave det ens for alle, for de har forskellige forudsætninger for det.”

I dag er holdturneringer mere populære i Midtjylland, Vestjylland og Sydvestjylland, mens par- og enkeltmandsturneringer præger Nordjylland og øerne. DGI Sydvest har hele 26% af landets krocketspillere, mens DGI Nordjylland har 18%, Midtjylland 17% og Vestjylland 11%. De resterende 28% fordeler sig ud i resten af landet.

Moderne kurser skal åbne døren for nye instruktører

”Det har været en sej omgang at komme gennem kurserne. De er ikke fulgt med tiden og rettet til som krocket har udviklet sig.”

I flere år har også kursusstrukturen lagt den nyvalgte formand på sinde. Han ønsker at forny den, så det bliver mere tilgængeligt for nye, mens interesserede instruktører kan blive endnu bedre.

”Det er mit håb, at vi får nye kurser op at stå i form af spotkurser. Det skal ikke være flerdages kurser i starten. Det kan man gøre, når man har været igennem spotkurser.”

”Det er for at gøre det lettere at få dem ind og få de rigtige.”

De frivillige rundt omkring i klubberne har Ingolf et særligt blik på. Selv har han et langt frivilligt liv bag sig, som ikke kun rummer krocket.

Som mangeårig håndboldspiller var det for ham naturligt at gå ind i håndboldudvalget som blot 19-årig. Samme år, 1978, startede han som håndbolddommer. Antallet af kampe kender han ikke – med 35 år som håndboldommer er hans konservative bud, at antallet ligger et godt stykke over 5.000 kampe.

Krocket kan styrkes af fælles talerør i DGI Kuglespil

Ét emne fylder mere end de andre, når Idrætsledelsen i DGI Krocket mødes for tiden. Det er den fælles idrætsledelse, hvor man har ambitioner om at samle bowls, krolf, petanque og krocket under én fane ved navn DGI Kuglespil.

Dét projekt er Ingolf optimistisk omkring, og han håber, at det bliver en realitet, da det kan gøre meget godt for krocket.

”Min intention er, at det bliver bedre, at det bliver et kraftigere talerør.”

Gennemføres projektet vil der blive bedre plads til at udvikle idrætterne, og det ser Ingolf frem til:

”Alle fire idrætter skulle gerne kunne gøre noget sammen og vokse sammen,” fortæller han og fortsætter:

”Det giver krocket et plus, at vi har nogle at sparre med.”

Den fælles idrætsledelse, turneringsstruktur, seedning og medlemstal – Ingolf har meget på paletten i hans nye formandskab, og han vil gå til det på samme måde som hans mange andre frivillige engagementer gennem årene:

”Jeg bestræber mig på at være positiv overfor tiltag, være respekterende og sørge for, at folk ved, hvad jeg står for,” afslutter Ingolf.