Landsdækkende krocketevent afholdes for første gang

Lørdag 16.juni 2018 inviterer krocketklubber landet over til en dag i krocketsportens tegn. Her kan alle, der har lyst til at prøve at spille krocket være med, og man bliver med garanti udfordret på boldøje, taktik og teknik.

Krocket er meget mere end et havespil, og det bliver der rig mulighed for at få prøvet, når krocketklubber i hele Danmark i samarbejde med DGI holder Åbent Hus lørdag 16.juni til Krocketsportens Dag. Her kan alle interesserede møde op på klubbernes baner, hvor klubbernes spillere vil stå klar til at hjælpe gæsterne i gang med spillet.

Vi glæder os over at afholde det første Krocketsportens Dag sammen med landets klubber og få sat krocket på Danmarkskortet

Kirsten Pilgaard, formand for idrætsledelsen i DGI Krocket

"Vi er mange – især ældre – der spiller det, men krocket er et udfordrende spil for alle, og det håber vi, at folk i alle aldre får øjnene op for med dette Åbent hus-arrangement," siger Kirsten Pilgaard, formand for idrætsledelsen i DGI Krocket.

Meget mere end et havespil

Mange har prøvet at spille krocket sammen med venner og familie i haven, men krocket er meget mere end at slå en kugle gennem en bue. Krocket er et spil, der både stiller krav til tekniske og taktiske færdigheder, boldøje og samarbejdsevne. Særligt taktikken er vigtig, da man skal tænke flere slag frem på samme måde som i skak, og her er det også af stor betydning, at man snakker taktik og samarbejder med sin makker. Kampen er nemlig først vundet, når både makker og en selv er i mål.

Har du styr på reglerne i krocket?

Læs om reglerne i linket.

DGI afholder for første gang Krocketsportens Dag sammen med krocketklubber landet over, og alle interesserede kan kigge forbi den lokale klub og prøve spillet. Klubberne stiller køller og kugler til rådighed.