DGI Krocket viste sig frem til Skole OL

Børn fra hele landet var i sidste uge i Billund til finalen i Skole OL. Lige midt i centrum for festlighederne befandt DGI Krocket sig for at vise sporten frem.

Mange lagde vejen forbi krocketstationen til Skole OL i Billund i sidste uge.

12.000 børn lagde i sidste uge vejen forbi Billund. Årsagen til det store fremmøde var finalen i Skole OL. Her dystede skoleklasser fra hele landet i et væld af forskellige sportsgrene – bl.a. atletik, roning, bueskydning og meget mere.

Billund var derfor i sidste uge omdannet til et sportsmekka for børn og unge – og midt i det hele befandt DGI Krocket sig.

Smagsprøve på krocket

Med en plads midt i stævnecentrum hvilede manges øjne på DGI-fanerne og den lille krocketbane i løbet af de tre dage, hvor finalen i Skole OL stod på.

Her var frivillige fra DGI Krocket fremragende ambassadører for sporten, idet de glædeligt viste den frem for nysgerrige forbipasserende. Mange børn prøvede spillet af og fik en fornemmelse for teknikken i spillet mod kammeraterne.

Banen var ikke i fuld størrelse, men i stedet en fjerdedel af den rigtige størrelse. Samtidig var krokering og taktik også lagt til side. På den måde fik børnene en oplevelse med køllen og buerne, uden at skulle forholde sig til strategien i spillet.

Finalen i Skole OL er kulminationen på en landsdækkende idrætskonkurrence. Elever i 4.-8. klasse fra hele landet har dystet i lokale stævner arrangeret af foreninger for at nå finalen i Billund.