7 nye par danmarksmestre fundet i solen i Ørnhøj
Ørnhøj lagde græs til, da der blev sat navn på 7 nye danmarksmestre i krocket for par.
”Det har været en rigtig god dag. Fine baner og godt humør.”
Så kort kan Danmarksmesterskabet i krocket for par opsummeres. Det var formanden for Ørnhøj Krocket, Leif Skødeberg Pedersen, der efter en lang kamp satte ord på dagen, som Ørnhøj Krocketklub sammen med idrætsledelsen fra DGI Krocket havde arrangeret.
Da dagen var omme stod syv nye par som vindere af danmarksmesterskaberne i krocket for par. I alt havde 64 spillere fordelt i syv puljer taget turen til Ørnhøj for at dyste om de syv titler som danmarksmester – lige fra C1 til M1.
Nye vindere i alle puljer
DM-vindere for par 2024
M1: Claus Madsen og Jacob Wilhelmsen, Skovlund
M2: Hans Lassen og Ole Havsager, Ginsten Støvring
A1: Carsten Marcher og Ole Iversen, Sig/Thorstrup
A2: Hans Christian Andersen og Niels Verner Jensen, Nordenskov
B1: Agnes Juulsen og Andreas Ewald Lund, Bramming
B2: Robert Sørensen og Ingrid Hansen, Fanø
C1: Jørgen Iversen og Ole Amling, Aalestrup
Danmarkskortet var flot repræsenteret på banerne bag hallen i Ørnhøj, hvor klubber fra hele landet havde kvalificeret sig til den endelige kamp om titlen som danmarksmester i de syv forskellige puljer.
I alle puljer var det nye navne, som i år indtog førstepladsen. I den øverste række, M1, vandt Claus Madsen og Jacob Wilhelmsen fra Skovlund puljen foran Jørgen Kristensen og Thomas Larsen fra Sydstevns G&I, som igen i år var uheldige. Sidste år blev det også til en andenplads i M1 for den sydsjællandske duo.
I den anden ende afgjorde Jørgen Iversen og Ole Amling fra Aalestrup på overlegen vis C1, som bestod af to par, ved at vinde begge opgør over modstanderne Claus Nielsen og Jan Nielsen fra Sengeløse.
Højt humør i varmen
Selvom resultaterne ikke flaskede sig for alle, så var humøret og tilfredsheden blandt både vindere og tabere høj. Især solens varme stråler, maden og banerne fik rosende ord fra deltagerne.
”Perfekt – pragtfuldt vejr,” lød det fra Frode Nielsen fra Hesselager på Fyn, som sammen med klubkammeraterne havde taget den lange tur vestpå. Sammen med makkeren Bente Jensen indtog han andenpladsen i A2.
”Vi har vundet tre og tabt to – alt i alt var det fint,” fortsatte Frode.
Når dagen ikke bød på taktiske slagudvekslinger på banerne, fandt mange deltagere vej til den lille kiosk, som var centrum for både resultater og gode snakke over øl, sodavand og kaffe. Her var humøret højt – også selvom resultaterne svigtede for nogle.
Næste danmarksmesterskab afvikles i weekenden 14.-15. september i Vildbjerg, hvor det er holdturneringens tur til at finde nye danmarksmestre.