3 chancer og en god velkomst giver nye medlemmer i Løkken
Hos SOS – Sjov Motion og Samvær i Løkken ser de hver sæson nye ansigter på krocketbanen. 3 chancer, gode ambassadører og en god velkomst er nøglen til succesen.
”I skal love at komme 3 gange.”
Sådan lyder én af Kirsten Pilgaards velafprøvede salgsmetoder, når hun rekrutterer nye medlemmer til krocket i Løkken. Og den virker. Klubben ser nye ansigter hver sæson.
I klubben SOS – Sjov Motion og Samvær har hun brugt metoden i over fire år. Hun afprøvede den først på gymnastikholdet, hvor hun var træner for en flok aktive seniorer. Ved sæsonafslutningen i foråret fortalte Kirsten, at aktiviteterne fortsatte udenfor – med køller og kugler, når nu gymnastiksæsonen var slut.
”De første tre gange er ikke svære. Det er fjerde gang, der er den sjove – kommer de så også der?”
Kirsten Pilgaard, Sjov Motion og Samvær
Kirsten Pilgaard
- Mangeårig gymnast
- Stiftede bekendtskab med krocket i slutningen af 90’erne
- Formand for DGI Krocket
- Tidl. formand DGI Nordjylland Krocket
- Var med til at stifte krocketafdelingen i SOS – Sjov Motion og samvær i 2019 efter at hun overtog et gymnastikhold, som hun introducerede for krocket
”De første tre gange er ikke svære. Det er fjerde gang, der er den sjove – kommer de så også der?”, lyder det fra Kirsten Pilgaard i et interview med DGI Krocket.
Siden opstarten har klubbens medlemstal ligget stabilt omkring 20 medlemmer. Når medlemmer falder fra af forskellige årsager kommer der nye medlemmer, som samler krocketkøllen op for første gang.
Gode ambassadører og en varm velkomst virker
På klubbens budget for reklamer og markedsføring står der 0 kroner. Klubbens bedste kommunikationskanal er de 20 medlemmer de allerede har. De tiltrækker nye medlemmer, som vil prøve idrætten af. Og som bliver ved efter de tre første gange.
”Jeg tror, det er helt naturligt, at det man selv brænder for, det vil man gerne have andre til at være interesseret i. Man kan ikke forstå, at andre ikke synes det er interessant,” fortsætter Kirsten Pilgaard.
Én ting er, hvad folk hører. Det de møder på banen afgør, hvorvidt der bliver en anden, tredje og fjerde gang. Her gør klubben meget ud af at give besøgende en god og varm velkomst.
”Vi bruger DGI’s ”Den gode velkomst” så de bliver set og taget godt imod. ”Det er dejligt at se dig”. At man har en kontaktperson i første omgang, en som tager dem lidt i hånden. Det hjælper jo ikke, at der kommer en, som bare får at vide: ”Der er en kølle der, og så går du i gang derhenne.”
"Det hjælper jo ikke, at der kommer en, som bare får at vide: ”Der er en kølle der, og så går du i gang derhenne.”
Kirsten Pilgaard, Sjov Motion og Samvær
Start med en ildsjæl
Søgte penge til udstyr
Da klubben startede i 2019, var det med lånt udstyr.
De søgte penge hos DIF og DGI’s Foreningspulje, og fik penge til klubbens egne køller, kugler, snore og buer.
Hvordan overfører man historien fra Løkken til ens egen klub? Ifølge Kirsten Pilgaard skal man starte med en ildsjæl.
”Ildsjælene er fuldstændig uundværlige i vores arbejde,” lyder det fra den tidligere gymnast, som sprang på krocketbølgen kort før årtusindeskiftet.
Uden en eller flere som driver klubben og idrætten lokalt, så kommer man ikke langt i hendes optik. Man har også brug for alliancer – nogle som vil støtte op og hjælpe videre. Dertil kommer de gode ambassadører og den gode velkomst.
Og når de nye medlemmer strømmer ind, er det hele arbejdet værd:
”Det er rart at kunne være med til at give folk nogle gode oplevelser – og det får de, når de spiller krocket,” afslutter Kirsten Pilgaard.