Til instruktøren: Fire gode råd til dit kursus for kajak-begyndere

Hvad er det vigtigste, du som instruktør skal have med i et undervisningsforløb til kajak-begyndere? Få to erfarne underviseres bedste råd.

To erfarne havkajakvejledere deler ud af deres bedste råd til dig, der skal undervise i havkajak for begyndere. Foto: Lejre Havkajak

Den første tur i kajakken kan være altafgørende for, om man sætter sig der igen. Derfor er det vigtigt, at du som instruktør både kan rumme kursisternes forskellige niveauer, udfordringer og bekymringer.

Med disse fire råd fra to erfarne DGI havkajakvejledere kommer du godt fra start med dit kursus for begyndere.

Råd 1: Skab et trygt læringsrum

Tryghed er en vigtig faktor, når man skal lære. Her er dit ansvar som instruktør at skabe et læringsrum, der opleves trygt for kursisterne. Dét er ifølge havkajakvejleder Paulette Topsøe-Jensens erfaring et af de allervigtigste elementer for at afholde et succesfuldt kursus.

“For at skabe et trygt læringsrum skal man som instruktør vælge en strand, der ligger i læ, eller et havnebassin, der ikke er nogen trafik i. Kursisterne skal ikke bekymre sig om, om der kommer både, om de kan komme ind til land, om bølgerne eller om vandet er dybt,” siger Paulette Topsøe-Jensen, der er havkajakvejleder hos DGI.

Hun oplever for det meste, at nybegyndere kan være bange for at kæntre, for at få hovedet under vand eller for at sidde fast i kajakken.

“Derfor kan det være en god idé at begynde sit kursus med nogle lege med kajakken først, så kursisterne bliver våde og vant til at få hovedet under vand, inden man begynder at snakke om teknik,” siger Paulette Topsøe-Jensen.

Råd 2: Start i svømmehallen

Det kan også være en god idé at begynde undervisningen et sted, hvor trygheden er givet af de kendte rammer. 

“Børn bader ofte rigtig meget, men i takt med at man bliver voksen er det som om, at man kommer længere og længere væk fra det. Det er de færreste voksne, der svømmer regelmæssigt, og derfor bliver vand hurtigt et fremmed element igen,” siger Paulette Topsøe-Jensen.

Svømmehallen er et miljø, som de fleste voksne kender og er trygge ved. Derfor kan det være en god idé at tage den første del af kursus i en svømmehal, før man bevæger sig ud på havet

Paulette Topsøe-Jensen, havkajakvejleder

Derfor kan man som instruktør overveje at starte sit kajakkursus med en tur i svømmehallen. Her er vandet både lunt og roligt, og bunden er ikke uden for hverken syns- eller rækkevidde.

“Og så er svømmehallen et miljø, som de fleste voksne kender og er trygge ved. Derfor kan det være en god idé at tage den første tid i en svømmehal, før man bevæger sig ud på havet. Det kan have en effekt i forhold til at skabe tryghed for kursisterne,” siger Paulette Topsøe-Jensen.

Råd 3: Signaler sikkerhed frem for alt

En vigtig forudsætning for tryghed er sikkerhed. I medierne omtales kajaksporten oftest, når der sker ulykker. Og netop derfor er det ekstremt vigtigt, at du som instruktør signalerer, at sikkerheden er et element, man som havkajakroer aldrig må gå på kompromis med.

Et kursus for begyndere skal gennemføres under optimale forhold. Vejret skal være godt, og det skal foregå i roligt vand, der ikke er for koldt.

Bjørn Thomsen, havkajakvejleder

Og det er fokus på sikkerhed med to forskellige perspektiver. Det handler både om at udstyre kursisterne med de nødvendige redskaber, så de på egen hånd føler sig sikre på vandet. Men samtidig handler det også om, at instruktøren hele tiden vægter sikkerhed højest. Det fortæller havkajakvejleder hos DGI Bjørn Thomsen.

“Et kursus for begyndere skal gennemføres under optimale forhold. Vejret skal være godt, og det skal foregå i roligt vand, der ikke er for koldt. Man må ikke gå på kompromis med sikkerheden på noget tidspunkt, for det er ekstremt vigtigt, at man som instruktør signalerer, at sikkerhed er alfa og omega i de her situationer,” siger Bjørn Thomsen.

Råd 4: Hold dig orienteret og kom selv ud

Ligesom inden for så mange områder sker der en konstant udvikling inden for kajakverdenen. Ifølge Bjørn Thomsen går der ikke et halvt år, uden der er noget på området, der har ændret sig: Mere effektive teknikker, mere sikkert udstyr eller nye ting at undervise i.

“Vi finder løbende på ting, der kan gøres smartere, bedre og mere praktisk. Derfor er noget af det vigtigste for en instruktør at holde sig løbende opdateret,” siger Bjørn Thomsen.

Du kan holde dig opdateret på flere forskellige måder, fortæller han. Du kan både sørge for at blive recertificeret regelmæssigt, så du gennem recertificeringen bliver opdateret om seneste nyt på området. Du kan også deltage i kurser og workshops for at få inputs fra andre kajakroere og instruktører.

“Det er både vigtigt, at man som instruktør samler inspiration, men også at man selv kommer på tur i kajakken. Som instruktør skal du fortsætte med at prøve dine egne grænser af, så du kan få nogle nye erfaringer. Der er masser af instruktører, der selv underviser i forskellige teknikker og redninger, som de aldrig selv laver, og det er jo ærgerligt,” siger Bjørn Thomsen.

Værktøjer til undervisningen

Der findes et hav af forskellige teorier, tilgange og praksisser, når gælder om at undervise på en pædagogisk måde, så alle kan være med. Her får du to brugbare værktøjer, du som instruktør kan læne dig op af, når du skal skrue undervisningen sammen:

1. VAK-princippet: De tre bogstaver repræsenterer ordene visuel, auditiv og kinetik, der kan overføres til personers evner til indlæring. Nogle er mere visuelle end andre, mens nogle er mere lyttende eller praktisk orienterede. Det stiller krav til måden, du som instruktør underviser på, og du skal derfor være skarp på, hvilket publikum du har med at gøre.

2. IDEAS-princippet: Forskning har vist, at mange husker bedst, hvis de arbejder med en øvelse frem for kun at høre om den. Dette baserer IDEAS-princippet sig på. Her står de fem bogstaver for ordene:

I = Introduktion; hvad vil du vise nu

D = Demonstration; vis øvelsen

E = Explanation; forklar øvelsen

A = Activate; lad kursisterne øve

S = Summary; evaluer øvelsen

Introduktion, demonstration og forklaring af en øvelse bør ikke fylde mere end 20 procent af den afsatte tid til en øvelse. De resterende 80 procent skal være kursisternes tid at øve i, som afsluttes med en kort evaluering.