Svendborgs seniorer griber pagajen

Med fondsstøtte i ryggen har Svendborg Senioridræt gjort havkajak til en populær aktivitet blandt byens seniorer.

Der er smil og glade dage, når Svendborgs seniorer hopper i havkajakkerne. Foto: Carsten Bundgaard

To gråsprængte herrer griber om hver deres ende af kajakken. De får drejet den ud af skuret og sætter herefter kursen fra kajakhotellet tværs over Østre Havnevej. Biler og cyklister må kortvarigt holde tilbage, inden mænd og kajak når frem til trailerrampen ved havnebassinet langs den høje valsemølle på Svendborg Havn.

En håndfuld gange gentages trafikken af kajakker over vejen, inden gruppen af seniorer er på plads i vandet i hver deres kajak med redningsveste på. Kort efter er flokken på vej ud af havnen.

Scenen er blevet hverdagskost i Svendborg i sommerhalvåret. Hver tirsdag, onsdag og torsdag formiddag samt torsdag eftermiddag sætter en gruppe seniorer sig i kajakkerne og stævner ud fra havnen på eventyr i Svendborgsund.

Seniorkajaksvendborg3

Biler og cyklister må stoppe for en kort stund, når seniorerne bærer kajakkerne fra kajakhotellet over vejen til havnebassinet. Foto: Carsten Bundgaard.

Én af dem er 58-årige Lisbeth Mortensen.

"Det er bare fedt at være på vandet. Det er lyset, lydene, roen, duftene. De mange dyr vi oplever tæt på. Hver tur er forskellig, vindretningen skifter fra gang til gang, så der er altid noget nyt, du skal lære og forholde dig til. Det kan jeg godt lide," siger Lisbeth Mortensen.

Hun er en af de mange lokale seniorer, der de seneste to år for alvor er blevet bidt af havkajak. Og det er særligt roen i naturen, hun sætter pris på.

"Der er masser af dejlige naturoplevelser. Jeg føler mig godt tilpas derude. Man får lidt en lykkefølelse, og det giver en dejlig ro indeni. Tingene falder ligesom bare på plads," forklarer Lisbeth Mortensen.

Testede farvandet

Det er Svendborg Senioridræt, der står bag kajakholdene. Hovedforeningen har over 1.500 medlemmer og tilbyder en lang række aktiviteter. Fra gymnastik, fitness og yoga til badminton, bordtennis og padel og udeaktiviteter som gå- og cykelture.

Startskuddet til kajakafdelingen var to kom-og-prøv-dage i august 2022, foranlediget af foreningens kasserer Per Størling, der tidligere har roet kajak.

"Jeg syntes, vi skulle teste, om der var interesse for det her i Svendborg. Vi arrangerede en kom-og-prøv-dag, og der kom så mange, at vi lavede en ny dag to uger senere. Der kom lige så mange, og mange af dem var gengangere. Så interessen var der,” siger han.

Seniorkajaksvendborg1

Svendborg Senioridræts kajakafdeling lejer sig ind i et nærliggende kajakhotel over for havnen. Hold-gebyret går derfor udelukkende til at dække hotellejen. Foto: Carsten Bundgaard.

Per Størling fik grønt lys af hovedforeningen til at oprette kajakafdelingen. Udfordringen var dog at finde midler til anskaffelsen af nogle havkajakker. De billigste koster flere tusinde kroner, og dertil kommer udstyr som redningsveste og pagajer.

"Enhver kan jo i princippet komme i gang med at ro kajak på egen hånd, men det er dyrt at anskaffe sig én. De billigste koster en 6-7.000 kroner. Mange af vores medlemmer har ikke de penge. Hovedparten af dem er folkepensionister. Så målet var at gøre det på en måde, så udgifterne for den enkelte blev holdt på så lavt et niveau som muligt," forklarer Per Størling.

Støtte fra fonde

Derfor gik han i gang med at søge fonde om støtte til at indkøbe otte kajakker til foreningen inklusive det nødvendige udstyr. Han fik udarbejdet en faktura fra en lokal virksomhed, der udlejer kajakker. På den måde havde Per Størling en klar idé om, hvor mange penge der skulle bruges. Det ville koste tæt på 100.000 kroner i alt for otte kajakker. Og så gik han ellers i gang med at undersøge, hvilke fonde der kunne tænkes at ville støtte projektet.

4 tips til fondsansøgning

  • Få overblik på fonde.dk

Hjemmesiden fonde.dk rummer en database med mere end 7.000 fonde og puljer til godgørende formål. Du kan sortere i typen af aktiviteter, fondene støtter, og dermed nemt finde de fonde, der er aktuelle for dig og din forening.

  • En tydelig projektbeskrivelse

En udførlig og præcis projektbeskrivelse med et klart formål øger sandsynligheden for at opnå fondsstøtte. Jo større målgruppe, des bedre vil det ofte være. Hav gerne en tidsplan og foreløbigt budget klar. Har du først styr på de detaljer, bliver de næste fondsansøgninger også nemmere. 

  • Søg mindre beløb hos flere fonde

Søg gerne om støtte hos flere relevante fonde, og søg helst om mindre beløb ad gangen, fx 1/3 af det samlede budget, din forening har brug for. Vær tydelig om, at du søger støtte fra andre fonde og puljer – især hvis du allerede har fået tilkendegivelse om støtte.

  • Vær opmærksom på tidsfrister

Nogle fonde kan kun ansøges én eller to gange årligt. Hold øje med kalenderen og vær ude i god tid, da det kan være tidskrævende at få styr på de nødvendige informationer til ansøgningen.

"Jeg blev faktisk overrasket over, hvor mange forskellige fonde og puljer der støtter forenings- og fritidsaktiviteter, så det handlede meget om at finde de helt rette fonde at ansøge," forklarer Per Størling.

Forberedelsen af fondsansøgningerne var tidskrævende, men har man først lavet benarbejdet til én ansøgning, er man godt rustet til andre, for fondene kræver ofte meget af den samme information og dokumentation. Per Størling endte med at ansøge om støtte hos fire fonde, og tre af dem svarede tilbage med tommelen op: Velux Fonden, Albani Fonden, Spar Nord Fonden, der tilsammen gav 90.000 kroner til indkøb af otte kajakker inklusive udstyr.

"Der er ingen tvivl om, at vi havde fået meget svært ved at komme i gang med havkajak, hvis ikke vi havde fået støtte fra fondene. Jeg vil opfordre andre foreninger til at kigge mod fonde og diverse puljer, for der er virkelig mange muligheder for at få støtte til sine projekter ad den vej," siger Per Størling.

Hold for øvede og nybegyndere

I foråret 2023 sendte foreningen de første kursister på begynderkursus i havkajak, og kursisterne fortsatte videre på de første formiddagshold. Kajakkerne står opmagasineret hos en kajakvirksomhed nær havnen, så holdgebyret på cirka 600 kroner er kun til for at dække selve lejen til kajakhotellet.

Det kræver kun et medlemskab af hovedforeningen for at kunne tilmelde sig. Det gjorde knap 35 medlemmer det første år, og cirka samme antal deltager på holdene i 2024. Derudover er flere nybegyndere på vej til de eksisterende hold – nogle kommer helt fra Odense for at ro kajak i sydfynske øhav. Og det glæder Lisbeth Mortensen, at flere har fået øjnene op for havkajak.

Seniorkajaksvendborg5

Lisbeth Mortensen er en af de svendborgensere, der har fået øjnene op for havkajak. Foto: Carsten Bundgaard.

Hun er selv dobbelt benamputeret, og har tidligere forsøgt sig med andre idrætter. Men det var svært at finde sig til rette med et fysisk handicap. I havkajak har hun dog fundet en aktivitet, der tilgodeser hendes styrker.

"Det er virkelig en seniorvenlig idræt. Det handler ikke om konkurrence, vi hygger os sammen og får nogle dejlige naturoplevelser i hinandens selskab. Vi har fået et rigtig godt sammenhold på vores torsdagshold, og der er stor fleksibilitet, så hvis man er forhindret en given dag, kan man springe på et andet hold, hvis der er ledigt. På den måde kender vi næsten alle sammen hinanden i afdelingen," siger Lisbeth Mortensen.

Hvis du vil læse hele historien om Svendborg Senioridræts kajak-satsning, kan du finde artiklen i DGI's magasin Udspil: https://www.e-pages.dk/dgi/1557/38-39