Roteknik: Lær at lave sideforflytninger i kajak

Sideforflytning kan være en nyttig roteknik at kende, når kajakken skal flyttes til siden. Lær de forskellige sideforflytnings-teknikker her.

Sideforflytningen kan både laves med T-tag, med 8-tals-tag, og mens kajakken er i fart. Foto: Jan Christensen

Ligger kajakken helt stille eller bevæger sig langsomt frem, kan der opstå behov for at flytte den et stykke til siden. For eksempel hen mod en bro eller hen til en kæntret kajak, så du kan lave en makkerredning. I sådanne situationer er det en fordel at kunne kontrollere og flytte kajakken i flere retninger.

Skal kajakken flyttes sidelæns, benytter man en såkaldt sideforflytning.

“Sideforflytninger bruges hele tiden, og det er vigtigt at kunne flytte sin båd sidelæns, hvis der pludselig skulle opstå en situation, hvor du får brug for det. Mens den almindelige sideforflytning er noget, alle roere hurtigt kan lære, så er sideforflytning i fart en lidt sværere teknik at lære,” siger Paulette Topsøe-Jensen, der er instruktør og havkajakvejleder hos DGI.

Sådan laver du sideforflytning med T-tag

Den almindelige sideforflytning kan laves både med T-tag og 8-tals-tag. Ved en sideforflytning med T-tag skal du som det første dreje overkroppen let mod den retning, du vil i, mens pagajen holdes forholdsvis lodret. Herefter trækker du pagajen ind mod dig med bladet vendt på tværs af trækretningen, så den skovler vand ind.

Pagajbladet vendes, så det skærer gennem vandet på vej ud til et nyt tag. Som roer læner du dig mod trækretningen, når pagajen føres ud, og på den måde bruger du trækket til at føre kajakken ind under balancepunktet igen.

Sideforflytninger bruges hele tiden, og det er rigtig vigtigt at kunne flytte sin båd sidelæns

Paulette Topsøe-Jensen, DGI havkajakvejleder

Sideforflytning med T-tag er en god teknik, der effektivt kan flytte kajakken. Den er nem at anvende, når distancen er kort. Vær opmærksom på, at der ikke er nogen støtte, når pagajen føres udad, fordi bladet ligger på langs. Teknikken egner sig til let øvede roere og opefter.

Sådan laver du sideforflytning med 8-tals-tag

Ved en sideforflytning med et 8-tals-tag starter du med at dreje overkroppen mod den retning, du ønsker at bevæge dig i. Pagajen holdes næsten lodret og ud til cirka 45 grader. Jo mere lodret du holder pagajen, jo mere effektiv vil sideforflytningen være, men jo mindre støtte vil du samtidig have.

Sørg for at skifte vinklen på pagajbladet i takt med, at pagajen føres frem og tilbage. Her kan bladet føres i 8-tals bevægelser, som også er den bevægelse, navnet kommer af. Som roer kan du ændre retning ved at flytte pagajen frem og tilbage og samtidig øge effekten ved at kante kajakken; enten mod trækretningen eller modsat. Sørg for at hold din albue på den øverste hånd lavere end hånden, så begge underarme er nogenlunde parallelle.

Sideforflytning med 8-tals-tag er en god teknik, der effektivt kan flytte kajakken. Den er nem at anvende på korte distancer, og jo længere ud pagajen lægges, jo bedre bliver støtten. Teknikken egner sig godt til let øvede roere og opefter.

Sådan laver du sideforflytning i fart

Sideforflytning i fart er et sjovt styretag, der kan varieres til også at ændre kurs samtidigt. Jo mere lodret, du holder pagajen, jo mindre støtte vil du opnå. Roteknikken begynder med et styretag i den side, du ønsker at dreje til. På den måde påbegyndes der en modsat svingeffekt, som skal modvirke kajakken i at dreje mod sideforflytningen.

Herefter lægges pagajen et godt stykke ud fra siden med en lille vinkel på bladet, så det trækker kajakken skråt mod siden. Vær opmærksom på, at du kun vinkler bladet nok til, at det trækker i kajakken, men ikke bremser. Kajakken kan kantes mod pagajsiden for at minimere uønsket drejning. Pagajen kan også forskydes frem eller tilbage for at korrigere kajakkens retning. Forskydes kajakken bagud, vil den dreje bagud, mens kajakken vil dreje imod forskydningsretningen, hvis den forskydes forud.

Mens den almindelige sideforflytning er noget, alle roere hurtigt kan lære, så er sideforflytning i fart en lidt sværere teknik at lære

Paulette Topsøe-Jensen, DGI havkajakvejleder

“På engelsk hedder den teknik, som mange forstår ved sideforflytning i fart, ‘hanging draw’. Det er et svært tag at lære, fordi pagajen skal holdes helt rigtigt - ellers begynder kajakken at dreje til den ene eller den anden side i stedet for at flytte sig sidelæns,” siger Paulette Topsøe-Jensen.

Teknikken egner sig til øvede roere.