Ny SUP-uddannelse giver deltagerne ”hele pakken”

DKF og DGI’s nye Stand Up Paddling-uddannelse vækker stor begejstring, særligt fordi uddannelsen kommer hele vejen rundt i forhold til sikkerhed, teknik og færdigheder, og derfor klæder deltagerne grundigt på til at komme ud på deres boards.

Rune Macdonald er selv SUP-instruktør, og har brugt kurset til blandt andet at blive endnu skarpere på at instruere andre. Foto: Jimmy Langelund / DGI Storstrømmen

”Kurset har været en kærkommen mulighed for at prioritere min egen udvikling og mine egne færdigheder på SUP-boardet, og så er det bare en uddannelse, hvor man får hele pakken med”.

Sådan lyder ordene fra Rune Macdonald, da vi spørger ham, hvad han har fået ud af at være med på DKF og DGI’s SUP-kursus ’Egenfærdighed 3/IPP3’. Her er målet er at klæde erfarne SUP’ere på til selv at blive endnu bedre og mere sikre på brættet, og give dem forudsætninger for at kunne videreuddanne sig til SUP-instruktører på højeste niveau.

”Uddannelsen er essentiel for mit daglige virke som SUP-instruktør, hvor jeg underviser og laver grundkurser for både turister, skoler, virksomheder og mange andre. På sigt er planen at blive SUP-instruktør 2, så jeg også bliver endnu bedre rustet til at arrangere ture og lignende”, fortæller Rune, der til dagligt er selvstændig outdoor- og oplevelseskonsulent.

Han har været på kurset sammen med Thea Storm Henriksen, der også er begejstret for at lægge endnu mere til den viden og de færdigheder, som hun allerede havde i forvejen.

”Jeg har fået rigtig meget ud af SUP-kurset, både i forhold til teknik og færdigheder, i forhold til at få feedback på mit eget niveau og mange gode refleksioner omkring SUP-teknikker og tag. Men faktisk også i forhold til at lære SUP’ens historie og baggrund at kende”, slår Thea fast.

Rune og Thea har også brugt kurset til at skærpe deres egne færdigheder på SUP-brættet.Rune og Thea har også brugt kurset til at skærpe deres egne færdigheder på SUP-brættet.

Skræddersyet til deltagernes niveau

Egenfærdighedskurserne er inddelt i niveauerne 1,2 og 3, alt efter hvor øvede og erfarne deltagerne er. Dermed er uddannelserne nærmest skræddersyede til de deltagere, der melder sig på kurserne, og det har været en god oplevelse for deltagerne, der alle havde en del SUP-erfaring.

”Det har været meget givtigt at være sammen med ligesindede samt en dygtig instruktør, hvor der har været mulighed for at lære af hinanden og sparre sammen. Og så var det en fornøjelse at være deltager på et kursus, der blev afviklet med en stor variation af teknikker, der skulle repeteres eller læres, og tilgangen til undervisningen med at prøve ting af selv og derefter stille spørgsmål og udveksle erfaringer, var rigtig fin”, fortæller Rune, og den holdning deler han med Thea.

”Jeg har faktisk fået mere ud af kurset, end jeg havde forventet, og de kompetencer, som jeg har fået med mig, kan jeg både bruge i mit arbejde som højskolelærer, men også privat med venner og familie”, fortæller Thea, der til dagligt underviser på Adventure-linjen på Vejle Idrætshøjskole, hvor de også har SUP på programmet.

Begge vil de da også anbefale uddannelsen til alle andre, der har en kærlighed til og interesse for SUP og aktiviteter på vandet.

”Jeg vil stærkt anbefale alle, der er vilde med vandsport, at tage DGI og DKF’s SUP-uddannelse”, siger Rune, der bakkes op af Thea; ”Jeg vil helt klart også anbefale både kurset og særligt underviseren, der var rigtig god og dygtig”.