Kano og kajak: Her er du sikker som begynder

Meget beskyttet farvand er vand, hvor du som roer er beskyttet. Det kan være mindre søer eller lukkede vige, så der altid er land til at fange dig.

I meget beskyttet farvand er der ikke mange påvirkninger udefra, og derfor er du som roer beskyttet. Foto: Jan Christensen

Er du begynder i kano eller kajak, eller leder du efter et sted, der er roligt at ro, så skal du finde, det der kaldes meget beskyttet farvand. Meget beskyttet farvand er de steder, hvor du som roer er beskyttet, og der ikke umiddelbart er stor påvirkning udefra.

”Meget beskyttet farvand er typisk et område, der ikke er udsat for speciel vindpåvirkning, og du kan som oftest bunde,” siger Bjørn Thomsen, havkajakvejleder i DGI.

Der er altid mulighed, for det vi kalder opfang. Hvis du driver væk, er der et stykke land, der sørger for, at du ikke driver længere væk

Bjørn Thomsen, havkajakvejleder i DGI

Det er derfor et vandområde, der er afskærmet og forholdsvist småt. Det betyder, at der altid vil være noget, der fanger dig, hvis du mister kontrollen.

”Der er altid mulighed, for det vi kalder opfang. Hvis du driver væk, er der et stykke land, der sørger for, at du ikke driver for langt væk,” siger Bjørn Thomsen.

Kun din skyld, hvis du falder i

Når du skal finde meget beskyttet farvand, skal du på jagt efter bunden af fjorde, lukkede vige, mindre søer og åer.

”Det er steder, hvor du ikke oplever større skibstrafik, der er ingen havnemundinger eller stærkt trafikerede sejlrender, og der er i princippet ikke noget, du skal være opmærksom på,” forklarer Bjørn Thomsen.

Som roer er du altså ret sikker, når du befinder dig i meget beskyttet farvand.

”Uanset hvilken vej du sejler på kryds og tværs, så er det din egen skyld, hvis du falder i vandet i meget beskyttet farvand,” siger Bjørn Thomsen.