Redningsteknik: Sådan laver du makkerredning med roer på stævn i kajakken

Makkerredning med roer på stævn er den mest brugte makkerredningsmetode. Det er en sikker redningsteknik, som virker hver gang. Vi guider dig gennem teknikken.

Alle kajakroere skal kunne lave makkerredning med roer på stævn. Foto: Bent Nielsen

Makkerredning med roer på stævn er både den mest anbefalede og mest anvendte makkerredningsteknik i Danmark og i udlandet. Teknikken har den store fordel, at når du mødes med fremmede roere, så kender de fleste denne redning.

Her bliver den kæntrede roer reddet ved, at han først hænger på stævnen af sin egen kajak, og derefter på stævnen af redderens kajak.

“Makkerredning med roer på stævn er en standard makkerredningsmetode, som nye roere lærer som det allerførste. Det er en redningsmetode for roere på alle niveauer, og alle skal kunne lave denne makkerredning, så du er sikker på at kunne den, når det gælder,” siger Bjørn Thomsen, der er instruktør og havkajakvejleder hos DGI.

Sådan laver du makkerredning med roer på stævn

Første skridt ved denne redningsteknik er, at den kæntrede roer foretager en kontrolleret udstigning, hvor han hele tiden har fat i både kajak og pagaj, og samtidig gør opmærksom på, at han er kæntret.

Herefter vender den kæntrede roer sin kajak og hænger sig op under stævnen, hvilket vil få kajakken til at ligge med stævnen mod vinden. Nu fører redderen sin stævn om mod den kæntrede roer, som så kan gribe fat i redderens kajak og skifte til denne.

Kajakkerne samles, og redderen kan nu under fuld kontrol tømme den kæntrede kajak for vand og placere den modsat sin egen kajak. Så kan den kæntrede roer for eksempel anvende Heel Hook og tage fat i en dæksline på redderens kajak, idet han ruller op og rundt i siddestilling.

Makkerredning med roer på stævn er den mest brugte makkerredningsmetode, da det er en meget sikker redningsmetode, som virker hver gang

Bjørn Thomsen, DGI instruktør og havkajakvejleder

Fordele og ulemper ved makkerredning med roer på stævn

Makkerredning med roer på stævn er en anbefalelsesværdig redningsmetode for alle roere, hvor den kæntrede roer tidligt inddrages i redningen. Du skal dog være opmærksom på, at kajakkerne vil have en tendens til at lægge sig mod vind og bølger.

Denne makkerredningsmetode skal være i kajakværktøjskassen hos roere på alle niveauer. At have styr på sin makkerredning er nemlig en måde både at sikre sig selv og hinanden på.

“Makkerredning med roer på stævn er den mest brugte makkerredningsmetode, da det er en meget sikker redningsmetode, som virker hver gang,” siger Bjørn Thomsen.