Kajakmakkerredning: Roer på agterende af egen kajak

Skulle din romakker kæntre, er det vigtigt at vide, hvordan du kan hjælpe ham med at komme på ret køl igen. Lær at lave makkerredning med roer på agterende af egen kajak.

Ved denne redningsmetode hænger den kæntrede roer på agterenden af sin egen kajak. Foto: Bent Nielsen

Er din romakker kæntret kan du lave makkerredningen roer på agterende af egen kajak og få ham på ret køl igen. Redningsmetoden kan for eksempel bruges på kajakferie med fyldte kajakker, da den kæntrede roer kan hjælpe med at få kajakken vendt og tømt.

“Formålet med denne makkerredningsmetode er, at den kæntrerede roer kan hjælpe redderen med at få tømt kajakken, som på grund af både vandet og eventuelt også bagage vejer mere, end den normalt gør,” siger instruktør og havkajakvejleder hos DGI Bjørn Thomsen og fortsætter:

“Derfor kan den kæntrede roer hjælpe ved at trykke ned på bagenden af sin kajak, så det bliver lettere at få løftet kajakken og få vandet ud af den.”

Sådan laver du makkerredning med roer på agterende af egen kajak

Første skridt ved denne redningsmetode er, at den kæntrede foretager en kontrolleret udstigning, hvor han hele tiden har fat i både kajak og pagaj, og samtidig gør opmærksom på, at han er kæntret.

Herefter skal den kæntrede roer flytte sig hen mod agterenden af sin egen kajak, men uden at vende den. Redderen placerer så én hånd på bunden af den kæntrede kajak og den anden hånd under spidsen. Den kæntrede roer lægger sig op og trykker agterenden af sin egen kajak ned, så stævnen løftes, og redderen og den kæntrede roer kan nu sammen lettere vende den kæntrede kajak.

Den kæntrede roer kan så kravle op ved at holde godt fast i dækslinerne og eventuelt anvende Heel Hook for at lette opstigningen.

Formålet med denne makkerredningsmetode er, at den kæntrerede roer kan hjælpe redderen med at få tømt kajakken, som på grund af både vandet og eventuelt også bagage vejer mere, end den normalt gør

Bjørn Thomsen, DGI instruktør og havkajakvejleder

Fordele og ulemper ved makkerredning med roer på agterende af egen kajak

Metoden egner sig særligt godt til redninger med turfyldte kajakker, fordi samarbejdet mellem redder og kæntret betyder, at det bliver lettere at løfte og vende selv tunge kajakker. 

Den kæntrede roer skal kun inddrages tidligt i redningen, og du skal være opmærksom på, at kajakker vil have en tendens til at lægge sig på tværs af vind og bølger.

“Makkerredning med roer på agterende af egen kajak er ikke en redningsmetode, du som kajakroer bruger meget i dagligdagen. Og når det gælder en redningssituation, vil jeg klart anbefale, at du bruger standard makkerredning med roer på stævn i stedet,” siger Bjørn Thomsen.