Kajakoptog skabte julestemning i Aarhus

Onsdag var Luciadag, og det blev fejret flere steder i landet med optog i kajak. Også i Aarhus, hvor havnen blev lyst op af de pyntede roere.

”Nu bæres lyset frem stolt på din krone.”

Sådan lød det landet over onsdag, da der var Luciadag. Også fra 100 kajakker, der onsdag aften sejlede gennem Aarhus Havn for at sprede Lucia- og julestemning. Og selvom publikums kameraer nogle gange lyste mere op end kajakkerne, så var der masser af juleglæde at spore.

”Det har været tradition i mange år i København, og nu synes jeg, det var vores tur. Resten af klubben syntes heldigvis, det var en god idé,” siger Camilla Quist Laursen, der er initiativtager til luciaoptoget.

En smuk og dejlig oplevelse

For deltagerne var aftenens rotur en helt særlig oplevelse.

”Det var helt vildt flot med lysene på kajakkerne, der hoppede op og ned i bølgerne. Det var virkelig festligt,” siger Hans Pedersen, der var med på vandet.

Jeg blev helt rørt, da det begyndte at sne, fordi det hele passede så godt sammen

Camilla Quist Laursen, initiativtager

Højdepunktet for ham var ved ingeniørskolen Navitas.

”Det var sjovest at synge under broen der, fordi der var sådan et godt ekko,” siger han med et smil på læben.

Camilla Quist Laursen er også tilfreds med aftenens begivenhed – især fordi vejrguderne sørgede for ekstra julestemning.

”Jeg blev helt rørt, da det begyndte at sne, fordi det hele passede så godt sammen. Alle roerne havde gjort meget ud af at sætte lyskæder og julepynt på kajakkerne. Det var bare en smuk og dejlig oplevelse,” siger hun.

Roere glade for opbakning

Det var første gang Aarhus Kano og Kajakklub stablede et luciaoptog i kajak på benene. Men initiativtager Camilla Quist Laursen er ikke i tvivl om, at de skal gøre det igen næste år. Især når publikum bakkede så godt op.

Det var simpelthen imponerende så mange mennesker der dukkede op ved Dokk1

Hans Pedersen, deltager

”Der var et overvældende fremmøde fra publikum. Jeg håber bare, de har haft en god aften, at vi har spredt lidt juleglæde, og at et par stykker af tilskuerne går lidt gladere hjem,” siger hun.

Hun er ikke den eneste, der var overraskede over publikums opbakning. Roerne fik flere klapsalver med på vejen. Den største var ved Dokk1, hvor der stod mennesker hele vejen langs havnen.

”Det var simpelthen imponerende så mange mennesker der dukkede op ved Dokk1,” siger Hans Pedersen.