Sådan kommer du i gang med Kajakfiskeri

Kunne du tænke dig at kombinere kajakroning og lystfiskeri? Det kan nemlig sagtens lade sig gøre! Her får du et par vigtige råd.

Poul Møller med en Gedde fanget på Tystrup sø.

Poul Møller er både havkajakinstruktør og lystfisker. Det kan nemlig sagtens lade sig gøre at være begge dele - og endda på samme tid. Her kommer et par gode råd om, hvilken kajak du skal vælge, hvilket grej du skal bruge, og selvfølgelig hvilke sikkerhedsregler der følger med.

Det grundlæggende

Inden man går i gang med kajakfiskeri, bør man have lært sig de grundlæggende færdigheder om kajakroning. På et kursus hos en af de mange udbydere kan man lære, hvordan man ror kajak, og hvordan man tager hånd om egen sikkerhed, for eksempel hvordan man kommer tilbage i kajakken, hvis man vælter.

I forhold til kajakfiskeri er det havkajakker, rekreative- eller fritidskajakker og specielle fiskekajakker, der er interessante kajaktyper.

Havkajak

"Havkajakken er meget udbredt, og typisk den man vil lære at ro i på et kursus. Den er rimelig stabil, men egner sig bedst til at fiske fra under rolige forhold – lidt vind og næsten ingen bølger – da den som alle både ligger sig på tværs af vind og bølger, når der fiskes, og den ikke bevæger sig fremad," siger Poul Møller.

Hvis man er en rutineret havkajakroer, er det bare at tage fiskestangen med. Det giver roningen et helt nyt aspekt. Enkelte havkajakker kan udstyres med såkaldte pontoner, der giver ekstra stabilitet mens der fiskes.

En anden god måde at benytte havkajakken på er at ro til svært eller helt utilgængelige steder og derfra fiske fra kysten.

Fritidskajak

Denne kajak er ofte kortere, bredere og billigere end en havkajak. Det kan have sine fordele.

"En kortere kajak er mere manøvredygtig i en snæver å. En bredere kajak vælter ikke så let, og med en billigere kajak er der råd til noget mere udstyr," siger Poul Møller.

Kajakkerne findes som sit-on-top, hvor man sidder oven på kajakken eller med cockpit, hvor man sidder nede i kajakken og har mulighed for at sætte et sprayskirt på, så der ikke komme vand ned i kajakken. Vær opmærksom på, at man er meget udsat for vind og vand i en sit-on-top, så det kræver noget ekstra af påklædningen. Poul Møller anbefaler en tør- eller flydedragt som påklædning.

Fiskekajak

Hvor de to førstnævnte kajaktyper kan bruges til mange formål, er en fiskekajak ofte en meget specialiseret kajak, der målrettet er indrettet til fiskeri.

"Der er stangholdere, lukkede rum til agn, fangst med mere og muligheder for at montere GPS, ekkolod, elmotor og ofte kameraer, så man kan dele sine oplevelser med andre," siger Poul Møller.

Nogle har avancerede mekanismer til at klappe pontoner ud, andre har forskellige former for pedaldrev, så man kan ”ro” og stadig have begge hænder fri. Fiskekajakker findes i mange typer, og prisen på de mest avancerede fiskekajakker ligger over prisen på en havkajak.

Fiskegrej

"Det meste af det grej, man bruger fra land, kan også bruges fra kajak. Jeg vil dog anbefale, at man benytter korte fiskestænger. Som kajakfisker kan man ro derhen, hvor man mener, chancen for fangst er størst, og derfor behøver man ikke at kunne kaste så langt, og en lille enhåndsstang på 6-7 fod er nem at håndtere i kajakken," siger Poul Møller.

Et fangstnet, der kan klappes sammen og opbevares i en pose på dækket, så krogene ikke fanger, kan anbefales.

Som kajakfisker må man lære at begrænse sig. I de mere traditionelle kajakker er der grænser for, hvad man kan nå fra sin plads i cockpittet, og det er også rart, at der ikke er for meget rod på dækket, når der skal ”landes” en fisk. En dæktaske foran cockpittet eller en fiskevest med mange lommer uden på svømmevesten kan anbefales.

Har man brug for mere udstyr, kan man have det pakket ned andre steder i kajakken og gå i land for at tage det frem.

Fiskeri

Fiskeri fra kajak foregår som fiskeri fra andre både. Du kan fiske på fjorde, på havet, i søer og åer. Der kan kastes, pilkes, dørges, fiskes med bundgrej, og man kan ro, drive eller ligge for anker.

Fiskeri på fjorde, langs kysten og på havet er frit for alle, dog skal alle mellem 18 og under 64 år købe fisketegn. På de fleste søer og åer skal man også have anden tilladelse. Der findes dog søer, hvor alle må fiske, og dem kan du finde hos Naturstyrelsen

"Ved kastefiskeri udfordrer man balancen. Dels lægger kajakken sig på tværs af vind og bølger, og dels påvirker kastet balancen. Det kan anbefales at kaste fremad, indtil man har styr på balancen. Pas på ikke at have noget på agterdækket, som krogene kan få fat på. Med pagajen i vandet og en hånd på den, kan man lære at kaste kraftfuldt sidelæns," siger Poul Møller.

Ved pilkning lægger kajakken sig også på tværs, og det skal man passe på. Enkelte benytter et lille drivanker bundet fast i spidsen af kajakken. Det får den til at ligge med næsen mod vinden. Når man ikke vil fiske mere, ror man fremad og samler drivankeret op, og det gøres fast på fordækket.

Ved dørgning, hvor man trækker agnen efter kajakken, kan der benyttes mere end en stang, men det kan hurtigt blive besværligt, hvis man får en – eller to – fisk på. Jeg foretrækker at nøjes med én stang og sætte den fast i vesten. Så har jeg god føling med blinket og kan nemt få fat i stangen.

Fiskes der med bundgrej, kan et anker anbefales. Et lille anker på et kilo kan ofte holde kajakken på plads, mens der fiskes. Tovværket opbevares i en pose eller dæktaske, når der roes.

Sikkerhed

Ved kajakfiskeri gælder de samme krav til sikker roning som ved al anden kajakroning, men også her er det vigtigt med sikkerheden. Langt de fleste kajakker er synkefri, og det er muligt at komme op i dem efter en evt. kæntring - det skal man huske at øve meget, siger Poul Møller.

Svømme- eller redningsvest bør bæres under al roning. Hvis man bruger oppustelig vest, så få den efterset mindst en gang om året. Pas på med ikke at have for mange snore til anker, opbevarings- og fangstnet, fortøjning med mere løst på dækket. De er rigtig gode til at sætte krogene fast i, og de er ærgerlige at få viklet sig ind i ved en kæntring.

Hav altid en ekstra pagaj med og en vandtæt pose med tørt tøj.