Kajakdebutantens dagbog: ”Jeg elsker vand endnu mere end jeg troede”

Gitte Black Tholstrup er ny i kajak. Hun glædede sig helt vildt til at komme i gang, men var samtidig nervøs for mødet med vand, vind og vejr.

I starten brugte Gitte lige så meget tid i vandet som i kajakken - men det gjorde bare oplevelsen endnu sjovere. Foto: Esben Black Tholstrup

Gitte Black Tholstrup meldte sig til et begynderkursus i Horsens Kajakklub i foråret. Vi har bedt hende skrive om sit første møde med kajakkerne, klubben og havet. Læs om de store - og til tider våde - oplevelser her, hvor hun fortæller helt åbent om masser af grin, ømme muskler og tid væk fra familien - som heldigvis giver masser overskud med hjem.

Det var med blandede følelser, at jeg startede mit kajakeventyr. Jeg var meget glad for at være en af de 16, som fik en plads på begynderholdet i Horsens Kajakklub, men samtidig angst for mit første møde med hård vind og det danske forårsvejr i fjorden i en turkajak.

Om Gitte Black Tholstrup

  • Gift med Esben og mor til to skønne drenge
  • Fra Juelsminde og bosat i Horsens

Hvis du er nybegynder ligesom mig, kunne du måske finde på at spørge: Hvad er egentlig forskellen på en havkajak og en turkajak? Kort fortalt vejer en havkajak mest og er mere stabil i bølgerne på havet, mens en turkajak er cirka dobbelt så let og derfor mere livlig og kræver mere balance. Når teknikken er på plads, kan du dog komme hurtigere fremad i en turkajak. Jeg gik ikke op i kajaktypen, men valgte den kajakklub, som lå tættest på hvor jeg bor, og de ror i turkajakker.

Så går vi i gang

Med ingen anden erfaring end nogle ture i en havkajak på min dannelsesrejse til New Zealand for snart 100 år siden, var jeg taknemmelig for, at første møde med turkajakken blev i en svømmehal.

Her øvede vi at stige i kajakken fra kanten – og nej, det var ikke piece of cake, når man har balance som en bulldozer. Mit første hej til kajakken varede cirka 30 sekunder.

Vi prøvede flere øvelser, blandt andet vælt-og-tøm-din-kajak og makkerredning, og den øvelse hvor jeg skulle løfte mig op af vandet og  - hokus pokus - ned i kajakken igen; den aktiverede nogle muskler i mine skuldre, som ikke var vant til at blive brugt. Eller rettere; muskler der vist aldrig har været i brug.

Når lektionen er slut, og den obligatoriske kage efter et bad i klubben er indtaget, så kommer en glad mor hjem. En mor, der har dobbelt op på overskud næste dag

Gitte Black Tholstrup, kajakdebutant

Eftersom vores øvested er en fjord, blev første tur på vandet også i masser af bølger. Så 50 procent af tiden tilbragte jeg i vandet - og i april er det danske havvand altså ikke særlig varmt, selvom du har neoprendragt på. Men hold da fest, hvor var det sjovt. Det gav rig mulighed for at øve, hvordan man kom op i kajakken igen – enten fra strandbredden alene eller på vandet via en makkerredning. Så det fjernede frygten for at vælte totalt, da vi jo faktisk ikke lavede andet.

Efter nogle øvegange - mest i blæsevejr - begyndte kravene til roteknikken at indfinde sig. Nu skulle vi ikke bare blive i kajakken, men rent faktisk også bevæge os fremad, dreje eller bakke. Så kommandoer som ”Op med den pagaj”, ”Stræk armene”, ”Du skal ikke ro med armene – brug ryggen”, eller ”Tror du selv, at du roterer nu?” flyver konstant ud af munden, på de både kompetente og ellers så flinke instruktører.

Men det er for min egen skyld, og i de sjældne stunder hvor det lykkes mig at følge deres råd uden at vælte, så virker det faktisk!

Mor med mere overskud

Jeg havde minus armkræfter, da vi startede op. Men jeg bliver bedre, og det er både grænseoverskridende og knald-hamrende underholdende. Jeg føler mig tryg i det fremmede fartøj, fordi der altid er en af de fire-fem instruktører, som sværmer ind og ud af begynderflokken, lige i nærheden. Og jeg kan se, at selvom jeg ikke er den bedste på holdet, så kæmper vi alle sammen, og vi gør det med store smil på læben.

Det koster selvfølgelig kræfter, og det tager tid at træne to aftener om ugen. To aftener hvor far må putte drengene alene, fordi mor smutter i kajakklubben, når det er ungernes sengetid. Men når lektionen er slut, og den obligatoriske kage efter et bad i klubben er indtaget, så kommer en glad mor hjem. En mor, der har dobbelt op på overskud næste dag, i hvert fald når den første kop kaffe er indtaget. En mor, der kan underholde med kajakanekdoter ved morgenbordet og en kone, der smiler. En kvinde, som når diplomerne bliver uddelt til sommerfesten, hvor hun og resten af begynderholdet bliver ”frigivet”, kommer til at være pissestolt af sig selv.

Det har jeg lært, siden jeg begyndte til kajak:

  • Selvom kajakroning er en enkeltmandssport, så er du afhængig af en makker og han/hun er afhængig af dig
  • Det ikke er farligt at vælte i en kajak, så længe du har styr på sikkerhedsreglerne
  • Der findes utrolig mange skønne mennesker, jeg ikke havde mødt, hvis jeg ikke havde meldt mig
  • Jeg elsker vand endnu mere end jeg troede
  • Jeg havde endnu færre armkræfter end jeg troede
  • Man træner mavemusklerne ved at ro i kajak – og det er ikke kun på grund af mængden af latter
  • Færger sejler. Vi ROER i kajak
  • Kageordningen er en del af vedtægterne i Horsens kajakklub
  • Min kajakklub er fantastisk, fordi den har så mange fantastiske frivillige