“I starten kunne jeg slet ikke lide at ro på vandet. Det var meget sjovere at ro i ergometeret”

Ergometertræning er både effektivt til at træne kondition, styrke og frem for alt teknik - og så er det en træningsform, som OL-bronzevinder Anne Dsane Andersen ofte supplerer sin ro-træning med. Prøv det til Landsstævnet 2017.

Anne Dzane Andersen bruger ergometeret til at målrette sin træning. Foto: Team Danmark

Skete det der lige? Ej, så gode er vi da slet ikke. Det kan ikke passe. Har vi lige vundet en medalje?

Et lille udpluk af det tankemylder, der gik igennem 24-årige Anne Dsane Andersens hoved, da de lige var gledet ind over målstregen til OL i Rio. Hun sad i båden sammen med sin makker Lærke Berg Rasmussen, og de turde ikke tro deres egne øjne.

Men den var god nok. De havde vundet bronze med bådtypen "toer uden styrmand", og dermed blev der sat et mindeværdigt punktum for deres OL-debut. Det var først, da Anne Dsane Andersen stod sammen med makkeren på medaljeskamlen og mærkede metallet blive lagt om halsen, at hun turde tro det.

“Det var først der, det gik op for mig. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ‘Okay, ja nu er medaljen jo så min. I får i hvert fald ikke lov at tage den igen!’,” griner Anne Dsane Andersen og fortsætter:

“Det var fuldstændig mærkeligt pludselig at være en af dem, der tog en medalje med hjem. Og jeg tænkte hele tiden, at om lidt ville der komme nogen og sige, at det bare var en prøve, og at vi skulle tage det hele om, fordi der var sket en fejl,” siger Anne Dsane Andersen.

Karrieren startede i ergometeret

Der er gået 11 år, siden Anne Dsane Andersen tog det første ro-tag i roklubben Ægir i Aalborg.

Rokarrieren begyndte den 3. januar 2006 kl 18.00 - en dato, som står klart i erindringen hos Anne Dsane Andersen. Men fordi det var vinter, startede karrieren ikke på vandet. Den begyndte derimod indenfor i tørre, lune omgivelser på et ergometer - det, som de fleste kender som en klassisk romaskine.

I ergometeret kan man virkelig koncentrere sig om at blive stærkere og komme i bedre form

Anne Dsane Andersen, OL-bronzevinder i "toer uden styrmand"

“Og jeg startede faktisk med at synes, at det slet ikke var sjovt at ro på vandet. Jeg synes, det var meget sjovere at ro i ergometeret. For der kunne jeg holde øje med, hvad jeg trykkede, og jeg skulle slet ikke tænke på at holde balancen eller noget som helst andet. I ergometeret kan man virkelig koncentrere sig om at blive stærkere og komme i bedre form,” siger Anne Dsane Andersen og fortsætter:

“I dag bruger jeg mest ergometeret til konditionstræning og til at træne teknik. Vores træner er meget opmærksom på, at vi så vidt muligt prøver at ro på ergometeret, som vi roer på vandet. Men forskellen er, at jeg i ergometeret kan målrette træningen. Jeg kan øve nogle isolerede bevægelser mere præcist, fordi jeg ikke skal koncentrere mig om andre ting, der kan fjerne fokus fra øvelsen,” siger Anne Dsane Andersen.

Træning for hele kroppen

I dag er Anne Dsane Andersen passivt medlem i Roklubben Ægir og aktivt medlem i Roforeningen Kvik, som ligger i København. I roklubben Ægir har Bodil Bundgaard været medlem de sidste 14 år, og her bruger de også ergometertræningen som et supplement til rotræningen.

Ergometertræning er god fysisk træning, fordi du får en endnu mere intens styrketræning, da du kan justere modstanden

Bodil Bundgaard, repræsentant fra roklubben Ægir

“Det bliver brugt specielt meget i vinterhalvåret, hvor der er begrænset aktivitet på vandet. Men i den resterende del af året bliver det også brugt som supplement hos de roere, som vil have noget ekstra ind over deres træning,” siger Bodil Bundgaard og fortsætter:

“Ergometertræning er god fysisk træning, fordi du får en endnu mere intens styrketræning, da du kan justere modstanden. Og så kan du variere træningen ved for eksempel at skifte mellem at tage hurtige og langsomme tag, og ved at skifte mellem at bruge mange kræfter i benene og derefter færre kræfter i benene, så det udfordrer overkroppen noget mere. På den måde får du trænet hele kroppen i ergometeret.”

Teknikken er vigtig - prøv den til L2017

Til DGI Landsstævne, der bliver afholdt den 29. juni til den 2. juli 2017 i Aalborg, bliver det muligt at prøve kræfter med ergometertræningen, når Bodil Bundgaard og nogle af klubfællerne fra Ægir afholder “Kom og prøv”-hold for de interesserede. Her vil der blandt andet være fokus på teknikken ved ergometertræning, som de i klubben oplever, at mange ikke har på plads, før de sætter sig til rette på romaskinen.

“Der er mange mennesker, som har stiftet bekendtskab med en romaskine, fordi de står i mange motionscentre. Men hvis man går ind i et motionscenter, ser man også ofte nogen, som slider og slæber og ødelægger deres ryg, fordi de gør det forkert,” siger Bodil Bundgaard.

Og netop teknikken er rigtig vigtig at have på plads for at undgå skader - uanset om du er professionel roer eller bruger romaskinen som opvarmning i motionscentret.

“Man risikerer især skader i ryggen og skuldrene, hvis man ikke har teknikken på plads. Mange forbinder roning med, at man bare får store armmuskler, fordi det virker som om, det kun er den muskelgruppe, man træner. Men i virkeligheden er der meget mere af kroppen, som bliver brugt,” siger Bodil Bundgaard.

Til Landsstævnet vil det også blive muligt at prøve at ro på hold, når en række ergometre bliver stillet op ved siden af hinanden. Så kan du ro i takt og blive udfordret af sidemakkeren.

“Ligesom med så mange andre sportsgrene, så giver man den lige lidt ekstra, hvis man er der sammen med andre. Man kan nok sammenligne det lidt med spinning-træningsformen, hvor der også er en slags holdstemning, fordi man cykler sammen i takt til musikken, men hvor du mest af alt konkurrerer mod dig selv på din egen cykel,” siger Bodil Bundgaard og slutter:

“Dem, der kommer og er med på vores “Kom og prøv”-hold, kan forvente sved på panden, at få en forståelse for teknikken bag og få en fornemmelse af, hvad roning også er.