Havkajakroere står i kø for at komme ud og nyde vinterkulden

Årets vintercamp for havkajakroere blev udsolgt på to uger. Flere og flere tiltrækkes af det ekstreme element i at ro i store, kolde bølger og sove udenfor om vinteren.

Morten Pedersen sejlede en kold januardag rundt på Roskilde Fjord i havkajak med sine venner, Jimmy og Kristian. Dér blev de blev enige om, at der manglede en havkajak-vintercamp i Danmark.

Den dag er nu fem år siden, og Morten driver stadig den eneste camp af slagsen i Danmark. Han har sejlet havkajak i 12 år og ser en række fordele i at arrangere en vintercamp.

”Man har i højere grad havet for sig selv, når der er minusgrader. De, der går op i komfort, bliver sorteret fra, og derfor er det de mere engagerede, der er med på turen,” siger Morten.

Udsolgt på to uger

Morten fortæller, at deltagerne kommer på campen, fordi de gerne vil prøves af i vintervejret og opleve, hvordan græsset knitrer af frost, når teltdugen lynes ned tidligt om morgenen.

I år fandt turen sted ved Oure på Fyn, og de 35 deltagerpladser blev udsolgt på to uger, hvorefter der blev oprettet en venteliste.

”Hvert år har vi flere og flere interesserede. Det undrer mig egentlig, at folk står i kø for at komme her ud og fryse,” siger Morten grinende.

At sejle i havkajak giver mig en følelse af frihed. Specielt hvis jeg kan komme til at sejle så langt ud, at jeg ikke længere kan se kysten

Jimmy Schakow, deltager på vintercampen

Minusgrader giver andre muligheder

Kristian Andersen var for fem år siden med til at sætte campen i verden. I år er han instruktør i februar-weekenden.

Men allerede torsdag før campens start tog otte kajakroere på en bivuaktur for at prøve sig selv endnu mere af med Kristian som leder.

De otte fandt et sted, hvor en række træer var væltet ned til vandet, som de kunne bruge til at hænge presenninger over. De lavede både aftensmad og morgenmad på bål, og fik prøvet sig selv af i blæsten, der stod lige ind på kysten.

”Det er bare mere ekstremt om vinteren. Vi kan øve ting, som man egentlig bør kunne, men sjældent har mulighed for at gøre i praksis. Vi træner for eksempel, hvad man skal gøre, hvis en roer bliver bevidstløs, og hvordan man undgår underafkøling,” siger Kristian.

Det kan ikke blive primitivt nok

Jimmy Schakow, som også var med til at starte campen i sin tid, er iført knickers, så hans underben udsættes for minusgraderne. Men det bemærker han ikke.

Jimmy er på vintercamp, fordi han kan lide at presse sig selv – og for hans skyld måtte det gerne være endnu mere ekstremt.

”Jo mere primitivt det er, des federe en oplevelse får man. At sejle i havkajak giver mig en følelse af frihed. Specielt hvis jeg kan komme til at sejle så langt ud, at jeg ikke længere kan se kysten,” siger han.

Kristian er enig:

”Når man er helt kold og træt efter en lang dag på vandet, smager maden bare bedre. Man får virkelig mulighed for at få prøvet sig selv og sit udstyr af.”