Havkajakklub trives uden klubhus

BTI Havkajakklub i nordjyske Tversted er beviset på, at en klub sagtens kan udvikle sig uden at have et klubhus.

Man behøver ikke et klubhus for at få store oplevelser i kajak Foto: Moment Fotografi

Selv om det snart er fire år siden, klubben blev stiftet, så vækker det opsigt og tiltrækker sig stor opmærksomhed, hver gang BTI Havkajakklub parkerer sine trailere med havkajakker på stranden i Tversted.

BTI Havkajakklub er heller ikke som kajakklubber er flest. Klubben har nemlig kun det tag over hovedet, som himlen over Vesterhavet tilbyder samt mulighed for at sidde sammen ved borde og bænke og nyde en kop kaffe ved en servicebygning et par hundrede meter væk.

”I starten tænkte vi selvfølgelig over, at det ville være dejligt med egne lokaler. Men som tiden er gået, har vi vænnet os til at være ude i det fri. Det trives vi fint med, for vi kommer jo for at have det sjovt sammen ude i Vesterhavets bølger,” siger Henrik Bak, der er materialemand og den ene af klubbens to Instruktør 2 under DGI Nordjylland.

Faktisk synes flere af medlemmerne, at de kommer hinanden mere ved og socialt har det sjovere uden et klubhus

Henrik Bak, instruktør i BTI Havkajakklub

Fællesskab uden klubhus

Fra medlemmer lyder det også, at det giver en særlig klubånd og fællesskabsfølelse, hvor alle tager ejerskab om klubben. Samtidig er der stor forståelse og respekt for den enkeltes kompetencer, og alle hjælper med at løfte hinanden op på et højere niveau.

”Faktisk synes flere af medlemmerne, at de kommer hinanden mere ved og socialt har det sjovere uden et klubhus,” siger Henrik Bak.

Den anden Instruktør 2 er klubbens grundlægger, københavneren Poul Vilstrup, som i hovedstaden roede sammen med andre hos Kajakhotellet.  Efter køb af et sommerhus i Tversted tog han i foråret 2014 initiativ til at starte en klub i samarbejde med Borger- og Turistforeningen i Tversted, DGI Nordjylland og Bindslev-Tversted Idrætsforening, BTI.

53 kom til intromøde

En annonce i en lokal ugeavis samlede 53 deltagere til et intromøde i Tannisbugthallen, og kun en måned senere var 54 tilmeldte på introture af to timers varighed fordelt på syv hold.

Siden tog udviklingen fart. Indenfor et år blev klubben formelt etableret med vedtægter, bestyrelse og med Poul Vilstrup som formand. Klubben lejede i første omgang trailer og klubkajakker, men har siden gennem fundraising fået sine egne to trailere og 21 klubkajakker med tilhørende udstyr.

Vi er faktisk lidt stolte over, at vi er den eneste klub på vestkysten

Henrik Bak, instruktør i BTI Havkajakklub

Løbende er instruktører også blevet udannet, så klubben i dag råder over ovennævnte to Instruktør 2, tre Instruktør 1 og et par håndfulde klubinstruktører til at være med på vandet og lave undervisning for de nu 88 medlemmer. Og det er medlemmer, der kommer kørende fra alle egne af Vendsyssel og sågar fra Gjøl tæt ved Aalborg.

”Af klubbens nuværende medlemmer har 55 egne kajakker og udstyr, så lige nu er vi er godt dækket ind i forhold til dem, der låner klubbens kajakker og udstyr,” siger Henrik Bak.

Eneste klub på vestkysten

Især i år har vejret været hård mod klubben og Tversted, hvor havet har ædt sig så meget ind på stranden, at stranden til tider nærmest har været væk. I de tilfælde blev klubturene flyttet til andre lokationer, flest gange til det nærliggende Ålbæk og det roligere vand på østkysten.

”Men vi vil nu helst være i Vesterhavets bølger, og vi er faktisk også lidt stolte over, at vi er den eneste klub på vestkysten,” siger Henrik Bak.

Det er også på Stranden i Tversted, at mange nye medlemmer naturligt kommer til, når de nysgerrigt følger med i roernes omklædning bag bilerne og ser de mange havkajakker på trailerne og taget af bilerne.

”Vi sætter også beachflag op og en stor flagstang med vores BTI-Havkajakflag. Det trækker folk til og giver altid anledning til en snak om, hvem vi er, og hvad vi laver. På den måde får vi mange nye medlemmer,” siger Henrik Bak.

Det er ikke nemt at få tilladelse til et klubhus placeret i klitterne så tæt på kysten. Om det bliver til noget, kan kun tiden vise, men indtil videre trives BTI med at være en klub i det fri, siger Henrik Bak.