Crossover-kajakken: For nybegynderne og de legesyge

Det er en stabil, let og fleksibel kajak, der egner sig både til nybegynderne og de legesyge. Bliv klogere på crossover-kajakken her.

Crossover-kajakken bliver i Danmark mest brugt til leg med bold, surf og leg i bølger, fordi den er så nem at tumle med i vandet.

Crossover-kajakken har fået sit navn, fordi den ligger legende i vandet. Det er en lille båd, der er nem at styre, og derfor egner den sig både til de legesyge og til nybegynderne.

“Crossover-kajakken er en let og stabil kajak, der er nem at håndtere. Man bruger den ofte til at give en smagsprøve på, hvad kajakroning egentlig er,” siger Paulette Topsøe-Jensen, der er instruktør og havkajakvejleder i DGI.

Mens crossover-kajakkens stabile fysik og nemme håndterbarhed henvender sig til førstegangs-roere, så er det samtidig dens lette vægt og lille størrelse, der særligt henvender sig til den unge målgruppe, som ønsker at være legesyg og udfordre sig selv med kajakken i vandet.

Crossover-kajakken er en let og stabil kajak, der er nem at håndtere.

Paulette Topsøe-Jensen, instruktør og havkajakvejleder, DGI

Lær crossover-kajakken at kende

Crossover-kajakken er lavet i plastic og vejer ikke specielt meget sammenlignet med andre kajaktyper. Kajaktypen vejer som regel mellem 8 og 15 kilo.

Kajakken er oprindeligt skabt, fordi man på floder og søer kan have længere stræk, der skal passeres, inden man når til de næste strømfald.

Den slags forhold er ikke til at opstøve her i Danmark. Derfor er crossover-kajakken i de danske vejr- og naturforhold mere brugt til surf, leg med bold og leg i bølger, fordi den er så nem at tumle med i vandet.  

Ikke en særlig udbredt kajaktype i Danmark

Crossover-kajakken har en finne på undersiden og et lidt længere skrog end andre typer kajakker.

Tilsammen betyder det, at Crossover-kajakken egner sig godt til allround-egenskaber særligt hos de legesyge og nybegynderne, som på trods af deres begrænsede erfaring fint vil kunne manøvrere rundt og have det sjovt i kajakken.

“Men crossover-kajakken er ikke så etableret en kajak i Danmark som for eksempel havkajakken,” siger Paulette Topsøe-Jensen.