Alder er ingen hindring for at ro kajak

Kajakroning kender ingen alder. Det kan 69-årige Svend Munk Pedersen i Mellerup skrive under på. For 11 år siden satte han sig for første gang i en havkajak.

Uanset din alder, er det aldrig for sent at begynde med kajakken Foto: Jens Astrup

Når man bliver ældre, kan det være svært at tage sig sammen til at få motion. En af dem, der har taget sig sammen, er 69-årige Svend Munk Pedersen fra Mellerup. I 11 år har han roet havkajak sammen med klubkammerater i Mellerup Havkajak og Mariager Kajakklub.

”I havkajak kan du hurtigt komme ud i naturen og få den motion, som er godt for helbredet. Det er nemt at sætte kajakken på taget af bilen eller på en trailer og komme afsted. Samtidig er kajakroning en af de discipliner, hvor du som ældre godt kan ro fra de yngre,” siger Svend Munk Pedersen og smiler.

Vil du også gerne ud og ro på vandet?

Hvis svaret er 'ja', så er der heldigvis kano og kajakforeninger over hele landet. Find en forening nær dig her:

Naturen er en gammel kending

At udfolde sig i naturen var nu ikke et ukendt område for Svend Munk Pedersen, inden han begyndte med havkajak. Professionelt havde han beskæftiget sig med ledelsesudvikling, herunder at arrangere overlevelsesture for ledere. Derfor var det oplagt, at naturen kaldte, efter han solgte sin virksomhed.

”Jeg er også gammel spejder, så det var helt naturligt at bruge min fritid i naturen. Sammen med to af mine kammerater, Lars og Jørgen, startede vi ud med at arrangere adventure rollespil,” siger han.

Kajakroning er en af de discipliner, hvor du som ældre godt kan ro fra de yngre

Svend Munk Pedersen

I Mellerup bor Svend Munk Pedersen lige midt i naturen ned til fjorden, hvor mange nyder at sejle over til Kanaløen. Derfor var det oplagt at tage kajakken med i deres adventure ture. Det gjorde de første gang i 2007.

Netværk og lange kajakture

Med hjælp fra en sponsor kom Mellerup Havkajak i gang med 10 klubkajakker med alt tilhørende sikkerhedsudstyr, og to år senere fik Svend Munk Pedersen sin egen havkajak.

”I starten var det svært at holde balancen, men jeg var vist ikke mere i vandet end de andre, inden vi gik op til prøve i det obligatoriske kursus for havkajak roer 1. Det prøver vi også at forklare de nye roere,” siger Svend Munk Pedersen.

For at blive dygtigere til at ro meldte en halv snes af medlemmerne i Mellerup sig ind i klubben i Mariager, deriblandt Svend Munk Pedersen. De ville gerne have nogle at sparre med og flere at ro ture sammen med, og det fik de i Mariager.

Vi har selv mad og vin med, som vi hygger os med om aftenen i skæret fra bålflammerne, samtidig med at vi får gode oplevelser på vandet sammen

Svend Munk Pedersen

Det at knytte netværk for at møde andre og ro sammen med andre, har de været gode til i Mellerup, som i dag tæller cirka 75 medlemmer. Udover at ro korte ture på fjorden, bliver der også arrangeret længere klubture, ligesom Svend Munk Pedersen er med i en gruppe på seks, der efter at have forladt arbejdsmarkedet, gerne tager på længere selvarrangerede ture.

Mad, vin og hygge

”I 2013 fik Mellerup Havkajak uddannet flere klubinstruktører, for med flere klubinstruktører kunne vi bedre hjælpe hinanden og få god tid til at tage os af de nye medlemmer. I den forbindelse opstod behovet for klubture. Vi har roet Møn rundt og Mors rundt, og to gange om året er vi på ture til Sverige,” siger Svend Munk Pedersen.

Der er knyttet netværk til havkajakroere i både Aarhus og Struer, hvor kajakklubberne kan melde sig til på hinandens ture. Fordelen ved havakajak er, at roerne kan pakke alt det i kajakken, de har brug for under en længere tur. Som eksempelvis turene til Sverige, hvor de har alt med til fire overnatninger:

”Vi har selv mad og vin med, som vi hygger os med om aftenen i skæret fra bålflammerne, samtidig med at vi får gode oplevelser på vandet sammen,” siger Svend Munk Pedersen

Han opfordrer alle, der er kommet lidt op i alderen til at prøve kræfter med havkajak:

”Det er både sundt for kroppen og sjælen.”