5 grunde til at du skal prøve SUP-yoga

Du kender måske både Stand Up Paddle og yoga, men vidste du, at du kan kombinere de to? Her giver instruktøren dig fem grunde til, at du skal prøve SUP-yoga.

Vandet er det perfekte fundament for en god yogatime. Foto: Lars Holm

”Det er faktisk bare almindelig yoga på et board.”

Læs også: SUP er en vandsport for alle

Det er ikke så kompliceret. SUP-yoga kombinerer yoga-øvelser med vandets beroligende lyde og bevægelser. Og så foregår det på et board, som du måske kender fra SUP (Stand Up Paddle).

Sabine Bjørnemose Vedel er uddannet yogainstruktør og underviser i SUP-yoga i Præstø Kajak & Padle Klub. Vi har talt med hende om, hvad der gør SUP-yoga så fedt, og hvorfor du bør overveje at prøve det.

Sabine Bjørnemose Vedels 5 grunde til, at du skal prøve SUP-yoga

  1. Du er tvunget til at slippe tankerne

”Når vi dyrker sport, kan det være svært at slippe tankerne. Yoga handler om at slippe sindet og bare være i det, du laver, men det er nemmere sagt end gjort."

"Ude på vandet kan du ikke andet end at slippe sindet, for hvis ikke du er i det, du laver, ryger du automatisk i vandet, for det kræver så meget balance.”

  1. Det er ligesom normal yoga – bare langsommere

”Vi laver bare en masse yoga-øvelser på boardet. Det går langsomt, i forhold til hvis du ellers laver yoga, fordi du hele tiden skal være i hver en bevægelse og finde ud af, hvor du er placeret på boardet."

"Vi laver måske noget mere siddende og liggende, men vi kan også sagtens lave det stående. Nogle gange presser vi os selv lidt mere, og så ryger vi i vandet.”

Læs også: Derfor er førstehjælp vigtigt for dig som kajakroer
  1. Det er god træning

”Det er faktisk ret hårdt for kroppen, for alle muskler er i brug for at holde balancen hele tiden. Men samtidig foregår det hele meget langsomt, og det er faktisk meget rart. Ofte er det megahårdt og i et højt tempo, hvis du skal træne hele kroppen.”

  1. Naturen giver yogaen det bedste fundament

”Det giver en frihed ude på vandet. At være derude og samtidig være aktiv og bare lytte til havet. Du går ind i dig selv på en anden måde, end hvis du står i et yogastudie."

"At bruge naturen til yogaen skaber det bedste fundament. Her er du i ét med naturen, du bruger hele kroppen, og din hjerne er nede i gear, fordi du er så meget i det, du gør.”

  1. Det er ikke så svært, som det ser ud

”Hvis du går til yoga og synes, det kunne være spændende, skal du bare prøve det. Du skal ikke tro, at du ikke kan finde ud af det, fordi du aldrig har stået på et paddleboard før. Det er faktisk ikke så svært, som det ser ud."

"Du skal ikke holde dig tilbage, hvis du ikke har prøvet hverken SUP eller yoga før. Det ene skal ikke udelukke det andet. Når jeg har kørt nogle timer hernede, er folk vilde med det og synes, det er fantastisk.”